Søndag, 8. april 2012 - af af Jan Bergman & Trine Fisker, Newsdesk, Aller Media

Livsstil: Har du styr på påskens helligedage?

Herunder kan du få et overblik over, hvad påsken egentligt handler om.
Herunder kan du få et overblik over, hvad påsken egentligt handler om.
Foto: AOP
Roder du også altid rundt i, hvad der skete og hvornår i forbindelse med påsken - få et overblik her!

Påsken er kristendommens ældste og vigtigste fest, hvor man fejrer den dramatiske historie om Jesus' korsfæstelse og opstandelse.

Men hvornår var det egentlig, at Jesus døde, og hvornår var det, han genopstod fra de døde?

Palmesøndag
På palmesøndag, der er søndagen, der indleder påskeugen, markeres det, at Jesus ridder ind i Jerusalem på et æsel. Her bliver han modtaget af det jødiske folk, der hylder ham med viftende palmegrene - deraf navnet palmesøndag.

Skærtorsdag
Skærtorsdag var dagen før Jesus' korsfæstelse. Om aftenen tog han afsked med sine disciple ved den sidste nadver, som er skildret på utallige nadverbilleder, og skærtorsdag er da også først og fremmest festen for nadveren. Mens dagen ikke er helligdag i eksempelvis Sverige og Tyskland, har den altid været helligdag i Danmark.

Langfredag
Langfredag er dagen, hvor Jesus blev korsfæstet, døde og blev begravet. Det er derfor en sorgens dag i folkekirken, hvilket eksempelvis markeres ved, at alterlysene ikke bliver tændt, og at præsten ikke bærer messetøj. De fleste kirker holder gudstjeneste på det almindelige gudstjenestetidspunkt, men en del kirker vælger at markere Jesus' dødstidspunkt, og de holder derfor gudstjeneste klokken 15.

Påskelørdag
Påskelørdag er dagen, hvor Jesus lå i gravens mørke. Derfor er der ikke foreskrevet, at der skal være gudstjeneste denne dag. I den katolske kirke afholder man vågenat, hvor menigheden på skift natten til påskemorgen har læst højt fra Bibelen.

Påskedag
Påskedag fejres det, at Jesus opstod fra graven. Højdepunktet i gudstjenesten er læsningen af Påskeevangeliet, der fortæller, hvordan tre kvinder kom ud til graven tidligt om morgen, men fandt den tom. Solen som symbol på Jesus er et af kirkens ældste symboler. Det var en gammel skik, at man skulle stå tidligt op og se påskesolen danse som symbol på, at Kristus var opstanden.


Denne artikel er lavet i samarbejde med Alive.dk

Seneste nyt

Udvalgt til dig

Fra forsiden