Livsstil - Her er din huds venner og fjender
Når vi er i 20'erne, begynder hudens fugtighedsniveau at aftage, og de første fine linjer dukker op. I 30'erne kommer der rynker i panden, vi får mindre energi, og der viser sig tegn på blodsprængninger. I 40'erne viser der sig rynker ved øjnene, vi får tør hud, og cellefornyelsen nedsættes.
Det går altså kun én vej med kroppen og huden, når vi ældes. Men der er ingen grund til at miste modet. Ifølge læge Søs Wollesen er der nemlig masser af ting, man kan gøre for at forebygge aldersdomstegn.
- Der sker jo det, at vi får et nedsat kollagen-niveau, og vi mister dermed fastheden i huden, siger Søs Wollesen, der holdt oplæg til en event, som Femina og Nivea netop har afholdt i Aller Huset.
Huden har meget vigtige funktioner
Når vi bliver ældre, påvirkes vores hormonproduktion, og det giver bl.a. en langsommere fornyelse, vedligehold og reparation i hudcellerne.
Og huden er, som vores største organ på 2,5-3 kg, meget vigtig. Ifølge Søs Wollesen sørger huden bl.a. for at holde bakterier væk, regulere kropstemperatur, danne D-vitamin, beskytte de indre organer, udskille affaldsstoffer, og så kan den mærke kulde, varme, vind, vejr, berøring og smerte.
Søs Wollesen giver her et overblik over hudens største fjender:
- Får du for lidt søvn, kan det give mere stresshormon i kroppen, hvilket udfordrer huden. Vi har brug for samme mængde søvn, som da vi var yngre, fordi vi sover lettere, når vi kommer op i årene.
- Et svingende blodsukker kan ses på huden. Sørg for at få en varieret kost og den rigtige ernæring.
- Solen er hudens fjende.
- Hvis du får for lidt frisk luft, vand og motion kan det påvirke huden.
- Makeup-rester er ikke gode for huden - særligt, hvis de ikke vaskes af inden sengetid. Makeup indeholder stoffer, der påvirker huden negativt. Sørg for at vaske ansigtet af hver aften.
- Hvis du ikke plejer din hud rigtigt, kan plejen næsten gøre mere skade end gavn.
Her er syv råd fra Søs Wollesen, der gør noget godt for din hud:
- Dyrk motion og/eller sex. Det handler om at få svedt og skyllet huden bagefter.
- Drop kødet til et måltid mindst en gang om ugen. Det kan give mere syre i kroppen, så sørg for at få andet end kød.
- Drik et glas vand for hver kop eller glas stimulans, du får. Det vil sige kaffe, alkohol mv. Det giver en naturlig reduktion af stimulanserne.
- Spis alle regnbuens farver af grøntsager. Når du er over 35 år, må du også meget gerne spise bælgfrugter fire-fem gange om ugen, kål to-tre gange om ugen samt rodfrugter en-to gange om ugen.
- Spis et multivitaminmineralprodukt i to-tre måneder om året, så du er helt dækket ind.
- Plej din hud omsorgsfuldt ved at kende til din hudtype. Plej den på en nænsom måde morgen og aften. Og husk fredagsslik til huden - nemlig den ekstra pleje en gang om ugen.