Livsstil - Her er fem kendte myter om sundhed
Der findes et hav af slankekure og sundhedsbudskaber, og det kan virkelig være svært at finde rundt i, hvad der rigtigt og forkert.
Magasinet Woman har samlet en række myter om sund mad for at enten aflive eller bekræfte dem.
1. Fedtfri mad er sund mad
Flere slankekure forbyder fedt, men kroppen har faktisk brug for fedt hver dag. Det er både hjerne, nerver, celler og hormonsystem, der gerne skal have det. Du kan dog også spise for meget fedt og dermed tage på, så det handler altså om at finde den rigtige balance.
Sundhedsmyndighederne anbefaler et indtag på maksimum 30 pct. fedt i den daglige kost - heraf kun 10 pct. mættet fedt.
2. Rå mad er sundere end tilberedt
Raw Food handler om, man tror på, at næringsværdien i mad bliver ødelagt, hvis den opvarmes til mere end 42 grader. Og da menneskekroppen ikke kan tåle at blive varmere end 42 grader, gælder det samme altså for mad. Rå grøntsager er selvfølgelig sunde, men der skal langt varmere temperaturer til, før de gode vitaminer og mineraler forsvinder.
Til gengæld indeholder raw food-diæten typisk ikke kød, æg og fisk, så man risikerer at få for lidt D-vitamin, kalk, jern, B12-vitamin og proteiner.
3. Sukker og fedt er lige usundt
Selvom der er dobbelt så mange kalorier per gram i mad med fedt som i mad med sukker, har man en tendens til at spise langt mere af den sukkerholdige mad, fordi den mætter dårligere. Og så er det faktisk ligegyldigt, om det er den fede eller sukkerholdige mad, du spiser.
Derfor er det vigtigt at sørge for at spise varieret med proteiner og fibre fra kød og grøntsager.
4. Kartofler er usunde, fordi der er meget stivelse i
Flere slankekure forbyder alle kulhydrater som kartofler, brød og pasta. Men det er faktisk ikke sådan, at kartofler er usunde. Der er nemlig mange gode vitaminer i, og så indeholder de mange kostfibre, hvilket holder dig mæt i længere tid og sætter gang i fordøjelsen.
5. Sundt fedt feder ikke
Fedt feder, men der er stor forskel på, om du indtager det sunde eller usunde fedt. Umættet og flerumættet fedt er sundere end mættet fedt, men alle tre fedttyper feder faktisk nogenlunde lige meget.
Vælg derfor at få dit daglige fedtbehov fra det sunde fedt i eksempelvis avocadoer, fisk eller olier. Og drop det mættede fedt i fedt kød, smør, flødeis, pølser og kager.
Kilde: Woman.dk