31. jul. 2012
Af af Lisbeth Madsen/Newsdesk

Livsstil - Hudpleje med solfaktor giver ikke beskyttelse

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/hudplejegiverikkesolbeskyttelse.jpg
Arkivfoto: AOP
Med mindre du bruger et tykt lagt foundation eller dagcreme med solfaktor, så giver faktortallet dig falsk tryghed

Har du også købt dagcreme eller foundation med solfaktor i den tro, at du så er godt beskyttet mod solens stråler? Det er sandsynligvis en fuser.

Det er formentlig de færreste, der bruger den mængde creme, der skal til, for at huden er lige så godt beskyttet, som producenterne lover. Det er det britiske nyhedsmedie Daily Mail, der er gået i dybden med emnet og konkluderer, at vi ikke er så godt beskyttet, som vi tror.

Daily Mails udregning viser, at du skal bruge omkring seks gange så meget foundation, som du plejer for at opnå den beskyttelse, produktet lover.

De tager udgangspunkt i, at det gennemsnitlige ansigts overflade fylder 400 kvadratcentimeter, og at du skal bruge ca. to milligram creme pr. kvadratcentimeter for at opnå ideel solbeskyttelse.
Der udover har de målt, hvor meget foundation, man almindeligvis bruger for at dække sit ansigt.

Resultatet er, at en foundation med faktor 25 ved almindelig brug kun vil give dig en faktor 4 beskyttelse.

Folk kan selv regne det ud
Dr Chris Flower fra CTPA, der er Storbritanniens kosmetikhandelsforening mener ikke, at det er et problem.

- Kosmetikproducenter putter solfaktor i produkter, fordi det kan skade huden at eksponere den for solen. Men det er en sekundær funktion ved produktet. Køberne er ikke dumme. De ved godt, at hvis de køber en foundation eller en dagcreme, så køber de ikke et solbeskyttelsesprodukt, siger han til Daily Mail.

Vi bruger for lidt solbeskyttelse
Line Rasmussen, der er daglig faglig leder af Kræftens Bekæmpelses og Trygfondens solkampagne, bekræfter, at det kan være problematisk at opnå den rette solbeskyttelse.

- Vores undersøgelser har vist, at danskerne generelt ikke bruger nok solcreme, og derfor ikke opnår den rette beskyttelse, siger hun til Alive.dk.

Producenterne skal informere
Når det kommer til dagcreme og kosmetik kan det største problem være, at det ikke fremgår, hvor meget du skal putte på, for at opnå den faktor, der står på emballagen, mener kampagnelederen.

- Producenten bør angive den mængde creme, du skal bruge for at få den solbeskyttelse, de reklamerer med, siger Line Rasmussen.

Pas på om eftermiddagen
Selvom UV-indexet ikke på sit højeste, når du har fri om eftermiddagen, er det alligevel vigtigt at tage med i betragtningen, at du ikke er beskyttet, som du var om morgenen, da du smurte dig ind.

- Hvis du smører creme på om morgenen, skal du være opmærksom på, at du ikke kan regne med, at den dækker lige så godt om eftermiddagen, når du skal hjem eller fx sidde i solen på en café, siger Line Rasmussen.