Livsstil - Hver tredje dansker holder efterårsferie hjemme
På trods af en kølig og regnfuld sommer vælger en tredjedel af de danskere, der skal holde efterårsferie, at holde ferien i Danmark. Og ser man udelukkende på børnefamilier med børn under 18 år, gælder det 40 pct.
Det viser en undersøgelse blandt 1.169 danskere, som ferieboligportalen SunnyRentals.com står bag.
Stedet er nu heller ikke det vigtigste, når det kommer til efterårsferien. For 25 pct. af de adspurgte skal nemlig bruge ferien på at hygge med familien, 20 pct. skal slappe af og 15 pct. satser på at skulle være kulturelle.
Flest skal bo i feriebolig eller være hjemme
15 pct. planlægger at gå ture i ferien, mens otte pct. planlægger at shoppe.
Disse aktiviteter dyrker flest i en feriebolig - enten i Danmark eller udlandet. 23 pct. har nemlig lejet en feriebolig, 19 pct. skal være hjemme, og 15 pct. skal nyde ferien på hotel.
14 pct. benytter lejligheden til at besøge og bo hos venner og familie, mens 13 pct. tager i eget sommerhus.