Livsstil: Kjole med skød bliver efterårets store trend
New Look er stadig den ultimative feminine elegance, og nu er looket tilbage for fuld styrke. Endelig!
Du må ikke gå efteråret i møde uden en kjole, top eller nederdel med skød. De fine, feminine kjoler, som fejrer de kvindelige former er en af de tendenser, vi har set meget til i løbet af sommeren, og som (heldigvis!) får lov at komme med ind i den nye sæson!
Christian Dior formåede at revolutionere modebilledet, da han i en - for en designer - så høj alder som 42 år debuterede som modeskaber i eget navn. Året var 1947, og kollektionen hed 'Corolle', men blev snart omdøbt til 'New Look' af Harper's Bazaars begejstrede (og indflydelsesrige) chefredaktør, Carmel Snow.
New Look gjorde op med krigstidens maskuline stil og gjorde atter kvinderne til et timeglas frem for en omvendt trekant. Kritikerne mente, det var et tilbageslag for kvindekampen, og at det var umoralsk at bruge så meget tekstil i krisetid. Men tilhængerne elskede det, og de, der havde råd, bestilte straks hele garderober hos Maison Christian Dior, mens alle andre skyndte sig at kopiere hvepsetaljen, jakkeskødet og de brusende skørter.
Christian Diors New Look betød for mangen en kvinde den endegyldige afslutning på krigen; stilen medførte en ny optimisme - en kvinde måtte godt være stærk og stolt, som hun havde lært af at klare sig selv, mens manden var i krig, men også elegant, fin og yndefuld.