2. dec. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck

Livsstil - Kostekspert: Slankekure er umenneskelige

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/slankeaop.jpg
Foto: AOP
Der er stor sandsynlighed for, at din slankekur faktisk gør dig fed.

Når man er på slankekur, tvinger man sig selv til at spise grøntsager og holde sig helt fra kager, slik og andre lækre ting. Men forskning viser, at slankekure og kostplaner ofte virker fedende på længere sigt.

Man skelner nemlig mellem at regulere sin spisning indefra med en afslappet selvregulering og en ydre kontrol, hvor reguleringen er mere anstrengt.

- Den nye forskning hjælper til at forklare, hvorfor slankekure og kostplaner virker fedende på længere sigt. Kure og faste planer er nemlig ydre madkontrol i en så ekstrem grad, at den frie, indre selvbestemmelse bliver fuldstændig smadret. Det er umenneskeligt og usundt, lyder det fra Per Brændgaard, der er ernæringsekspert og sundhedsskribent i FEMINA.

Stor forskel på kvinders vægt

I en ny psykologisk undersøgelse fra New Zealand med 1.600 kvinder mellem 40-50 år har forskere netop påvist forskellen mellem den indre regulering og ydre kontrol.

Resultatet var, at der viste sig en klar sammenhæng mellem, hvordan kvinderne regulerede deres spisning rent psykologisk og vægten. BMI'en viste sig at være 2 % mindre for hver 10 enheders stigning i indre regulering og 1,4 % højere for hver 10 enheders stigning i ydre kontrol.

Kvindernes kostvaner blev også undersøgt, og her var mønstret det samme. Jo mere selvbestemmelse i form af indre regulering, desto sundere kostvaner. Og jo mere ydre kontrol og strenge regler omkring kosten, desto mere usundt ender man med at spise.

Slip kontrollen og spis mindre

Ifølge Per Brændgaard handler det om, at når man spiser efter den indre regulering, spiser man efter kroppens sult og behov. Og man overspiser dermed ikke.

- Du synes måske, at det lyder paradoksalt, at du er nødt til at give slip på kontrollen for at kunne 'kontrollere' din spisning. Forklaringen er, at den ydre kontrol, som det kræver at overholde kostplaner, er en form for selvkontrol, som hurtigt bliver brugt op hos langt de fleste af os, lyder det fra ernæringseksperten.

Hvordan taber man sig om taljen og holder på brysterne? Få Per Brændgaards gode råd på Femina.dk.

Er du klar over, at du kan nyde dig slank? Læs mere om det på Femina.dk.