Livsstil: Lad solen blege dit hår
Efter en leverpostejsfarvet vinter, er der sikkert mange mellemblonde kvinder, der ser frem til at få lysnet lokkerne af solens blegende stråler. Og du kan faktisk fremme processen, siger frisør.
- Det bedste, man kan gøre, er at presse en halv citron ud i håret. Det kan hjælpe den naturlige lysning lidt på vej, siger frisør Kristina Rafn Hagen til Alive.dk.
Men skal du på ferie eller bare på stranden, så kan du også udnytte havet til at få lysnet manken.
- Saltvand hjælper også til i lysningsprocessen, men lad være med at sætte håret op i en knold lige efter, du har badet. Det skal helst være løst, så det har en større overflade.
Tyndt hår lysner hurtigere
Håret i nakken lysnes naturligvis ikke ligeså hurtigt, som det, der udsættes direkte for sollys, men har du fint hår, går det trods alt lidt stærkere.
- Kanthåret er typisk det, der bliver lyst hurtigst, fordi det er tyndere, er længst fremme og så har det en anden kvalitet end for eksempel håret i nakken. Men man kan sagtens få lysnet udgroningen også, det tager bare længere tid.
Solen gør hvad den kan, men det er ikke sikkert, at du opnår den ønskede nuance på en enkelt sommer.
- Når sommeren er slut er der mange, der får frisket den naturlige lysning op med en afblegning hos frisøren. Det giver jo trods alt mere, end hvad solen kan give. Og der skal en god dansk sommer, hvor man er meget udenfor, til at blive rigtig lyshåret, siger Kristina Rafn Hagen.
Og så må vi krydse fingre for, at Peter Tanev og de andre vejrværter holder, hvad de lover om en solrig sommer.