16. okt. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media

Livsstil - Overraskende tegn på, du ikke får nok søvn

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/livsstil-soevnmangel-aop.jpg
Er du mere sulten, og vælter du alt omkring dig, kan det skyldes søvnmangel.

Når du har drukket din sædvanlige femte kop kaffe uden at føle dig frisk, skal du måske tænke en ekstra gang over dine søvnvaner.

Sover du for lidt og dårligt, kan det nemlig gå ud over en række ting i hverdagen, skriver Huffington Post.

Rigtig mange danskere sover dårligt, hvilket på sigt kan give en række alvorlige helbredsproblemer såsom hjerteproblemer og overvægt.

Her er fem overraskende tegn på, du får for lidt søvn:

1. Du er mere sulten

Får du ikke sovet nok, kan det gøre dig mere sulten. En undersøgelse, der blev præsenteret ved et årsmøde i 2010 for Society for the Study of Ingestive Behavior, viste nemlig, at manglende søvn giver et højere niveau af hormonet ghrelin, der er med til at udløse sult.

Manglende søvn gør altså, at vi snacker mere, og det gør også, at vi i højere grad har lyst til kulhydrattung mad. Det forklarer også, hvordan manglende søvn og overvægt kan hænge sammen.

2. Du har lettere til tårer

Hvis du stortuder til en film eller over en særlig sørgelig nyhed, skyldes det ikke nødvendigvis PMS. I 2007 viste en undersøgelse ifølge USA Today, at hjernen hos personer, der ikke har fået nok søvn, var 60 pct. mere påvirket af negative og voldsomme billeder.

- Det virker som om, at når man ikke har fået nok søvn, går hjernen tilbage til et mere primitivt aktivitetsmønster, hvor den ikke kan sætte følelser ind i en kontekst og danne en kontrolleret og passende respons, udtaler Matthew Walker, der stod bag studiet, skriver Huffington Post.

3. Du kan ikke blive rask

Når du ikke giver din krop god tid til at restituere om natten, er der større risiko for, at du bliver syg eller ikke kan komme af med forkølelsen igen.

En undersøgelse fra 2009 fra professor Sheldon Cohen ved Carnegie Mellon University, der har været publiceret i tidsskriftet Archives of Internal Medicine, har vist, at personer, der sov mindre end syv timer om natten havde tre gange så stor risiko for at blive forkølet som personer, der sov mindst otte timer hver nat.

4. Du er mere klodset

Hvis du taber kaffekoppen om morgenen og spilder leverpostej på bukserne til frokost, skyldes det måske din manglende søvn.

Søvnige mennesker har nemlig langsommere og mindre præcise motoriske evner, forklarer Clete Kushida, der er ph.d. og leder af Stanford University Center for Human Sleep Research, til Prevention.com.

Det skyldes, at den manglende søvn kan give langsommere reflekser, forstyrre balancen og give problemer med koncentrationen.

5. Du har mindre lyst til sex

Når du er træt og mangler søvn, påvirker det også din lyst til at have sex med din partner.

- Når du er udmattet, vil du hellere sove, siger læge Alan W. Shindel fra University of California i San Francisco.

Manglende søvn kan også påvirke niveauet af stresshormonet kortisol, som går ud over libidoen.

Kilde: huffingtonpost.com