Livsstil: Så mange fødevarer er fejlmærkede
Hver femte nordiske færdigproducerede fødevare har fejl i mærkningen af allergener, og når det kommer til de danske færdigprodukter, gælder det 13 pct.
Og det får nu Astma-Allergi Danmark til at fraråde allergikere at indtage denne type produkter.
- Som fødevareallergiker er tillid et nøgleord. Du bliver virkelig syg, hvis du spiser noget, du har allergi overfor - i værste fald er det livstruende. Derfor må en fødevareallergiker have fuld tillid til, at mærkningen er 100 pct. i orden. Fejl i mere end 13 pct. er for meget, selv fejl i mere end to pct. er for meget. Allergikerne sætter jo deres helbred på spil, siger Betina Hjorth, der er rådgivningschef i Astma-Allergi Danmark til astma-allergi.dk.
Lovgivning er ingen garanti
Den nordiske undersøgelse af allergenmærkning og mærkning med 'kan indeholde spor af', som bl.a. gennemgik varer som færdigmad, pulversovs, pulversupper, kiks, kager, brød, morgenmadsblandinger, slik, snacks og desserter, er foretaget i både Danmark, Sverige, Norge og Finland.
Der findes EU-lovgivning om, at færdigproducerede varer skal have en varedeklaration. Men den er jo ikke meget værd, hvis der alligevel er fejl i dem, siger Betina Hjorth.
- I vores telefonrådgivning bliver vi jævnligt spurgt af fødevareallergikere, om de kan stole på varedeklarationen på færdigvarer. Med denne undersøgelse i hånden er vi nu desværre nødt til at sige nej, forklarer Betina Hjort, der opfordrer allergikerne til kun at købe produkter, de har tillid til, og at fødevarebranchen i øvrigt får øjnene op for, hvor alvorlig fødevareallergi kan være.
1095 produkter og 464 nordiske virksomheder blev kontrolleret. I Danmark blev 279 produkter undersøgt, og 37 havde fejl i deklarationerne.