23. sep. 2012
Af af Lisbeth Madsen, Newsdesk, Aller Media

Livsstil - Sådan forstyrrer tankerne din søvn

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/livsstil-soevnloes.jpg
Er endnu en nat gået med sparsom søvn og tanker, der kører sit eget løb? Sådan kureres din søvnløshed.

Stort set hver aften eller nat udspiller det samme scenarie sig: Den ene situation efter den anden dukker op i din bevidsthed, og du genspiller episoder fra dit liv for dit indre øje, aktuelle eller ej, mens din hjerne prøver at finde alternative løsningsmuligheder. Søvn er der imidlertid ikke noget af, selv om du føler, du har prøvet alle de gode råd om søvn, der findes.

10 procent af danskerne lider af søvnløshed, der ikke kan afhjælpes ved at følge de gængse råd for god søvn, siger psykolog Torben Jager Petersen, der har speciale i søvnterapi. For en stor del af de mennesker er grunden, at tankerne løber af sted med dem. Også kaldet tankemylder.

Stress udløser en masse tanker

Grundene til tankemylderet kan være flere, men stress er for de fleste uden en psykiatrisk lidelse den udløsende faktor.

Tankemylderet opstår, når du prøver at falde i søvn. Hvad enten det er, når du lige har lagt dig i sengen om aftenen, eller om det er efter en natlig opvågning. Det forklarer Torben Jager Petersen, der ud over sin egen praksis er tilknyttet søvnklinikken ScanSleep.

- Akut stress aktiverer hjernen døgnet rundt, så den kan ikke komme ned i gear. Heller ikke når du sover. Hele din organisme vil løse problemer, så når du er i de lette søvnstadier om natten, vågner du, og så starter de ørkesløse tankekarruseller, siger Torben Jager Petersen.

Søvnløshed kan behandles

Noget af det eneste, din læge kan gøre for dig, når de almindelige søvnråd ikke hjælper til bedre søvn, er at give dig sovemedicin. Men kognitiv adfærdsterapi er også en mulighed. Desværre vrimler det ikke med tilbud herhjemme ifølge psykologen.

- Vi er ikke ret mange herhjemme, der er uddannede inden for kognitiv adfærdsterapi i forbindelse med søvnløshed, så det er svært for folk at finde behandlingsmuligheder, siger Torben Jager Petersen.

Psykologen forklarer, at behandling af søvnløshed kører som et isoleret forløb. Dvs., at selv om stress har udløst din søvnløshed, så vil stressbehandlingen skulle køre sideløbende.

Det består terapien af

Søvnrestriktion: Du skal minimere den tid, du er i sengen til den tid, hvor du rent faktisk sover. Dvs. at hvis du kun sover i fire timer, så skal du stå op og ikke gå i seng igen før til normal tid. En naturlig udmattelse vil sørge for, at de få timer, du er i søvnen, bliver mere effektive.

Stimulikontrol:

Når du ikke kan falde i søvn, skal du ikke blive liggende i sengen, men stå op, så du får brudt dine tankecirkler.

Kognitiv adfærdsterapi:

Den kognitive adfærdsterapi er erkendende behandling og skal bl.a. afklare, hvad dine forventninger er til din søvn og klarlægge, hvordan du forventer din dag er oven på en nat med dårlig søvn.