Livsstil: Sådan kan du genkende en sociopat
Han får sommerfuglene til at flyve rundt i din mave, han charmerer dig på alle leder og kanter, og du tror faktisk, at han er dit livs kærlighed.
Det kan være svært at gennemskue, at den mand, du har forelsket dig dybt i faktisk kan blive din største ulykke, fordi han er det man betegner som sociopat.
I befolkningen regner man med, at fire-fem procent kan karakteriseres som sociopater, mens det blandt ledere er væsentligt højere - omkring 10 procent. Det er derfor heller ikke helt usandsynligt, at du som kvinde støder på en mand med den afvigende karakter på et tidspunkt i dit liv, og det er først rigtig uheldigt, hvis du bliver forelsket i ham.
- I princippet er en sociopat svær at spotte, men han er kendetegnet ved, at han har svært ved at binde sig. Han vil utroligt gerne have et forhold og er i en evig jagt på den eneste ene, men han kan ikke finde ud af spillereglerne i et parforhold, siger psykolog Camilla Holst, der er indehaver af praksissen "Cityterapi".
Svært ved at binde sig
Der er flere grader af at være sociopat. De sadistiske sociopater, hvor forbrydere som Peter Lundin eller Marc Dutroux hører under, findes der ikke mange af. Så er der den gruppe, som Camilla Holst, kalder for "80'er sociopaten", fordi denne gruppe var meget omtalt i dette årti. Han er typisk en mand, der ikke vil binde sig, men som nedlægger kvinderne på stribe.
Hun fortæller, at terapien med sociopaterne ofte centrerer sig om at lære dem de sociale spilleregler, for de er ofte kejtede personer i samspillet med andre og afføder ofte skænderier.
- Sociopaten vil gerne kærligheden, men det er et land, de ikke kan nå. Personen kan gå fra et stort til et lille ego på et splitsekund, og vendingen om, at tomme tønder buldrer bedst gælder i høj grad for dem. Kvinderne oplever ofte, at han kan være meget nærværende for pludselig at trække sig igen, siger psykologen.
Går op i sit udseende
Sociopaten er ud af til ikke anderledes end andre mænd, men er kendetegnet ved at gå op i sit udseende, og så kan alle tricks, når det gælder om at forføre en kvinde. Han er derfor god til at få en kvinde til at føle sig meget speciel, når han dater hende. Så længe sociopaten er på, føler hun sig meget elsket, men der vil altid være en kamp indeni ham, der gør, at han ikke kan finde ro i forholdet.
Hårdt at leve sammen med sociopat
Selv om man kan have en anden opfattelse, så er det ofte sunde og raske kvinder, som falder for sociopat-typen, men der kan være en tendens til, at de er vokset op med en dominerende far. Kvinderne, der får en sociopat ind på livet, skal være bevidste om det dilemma, der bor indeni ham, for at være bedst rustet.
- De skal se hans sårbarhed og forholde sig til den. Men det er hårdt at leve sammen med ham, for kvinderne bliver ofte selv delvist udslettede. Han virker dog stadig enormt tiltrækkende på hende, fordi sociopater ofte er æstetiske, kulturelle mennesker og gode forretningsmænd, siger psykologen.
Kvinden skal dog aldrig regne med at få eneret på hans liv, for tosomheden i parforholdet kan aldrig være nok for sociopaten.
- Han bliver nødt til at søge bekræftelse hos andre kvinder. Han vil gerne forholdet, men formår ikke at være i det i længden. Sociopaten er hele tiden i tvivl om, hvordan han skal opnå den store kærlighed, siger Camilla Holst.
Denne artikel er lavet i samarbejde med Oestrogen (link fjernet)