Livsstil - Se, hvilken type parforhold du lever i
Når I er nyforelskede, er du og din partner så betagede af hinanden, at I svæver på en lyserød sky, har masser af sex og er parate til at give afkald på jeres egne værdier og de ting, der betyder mest for jer. Men efterhånden som vi lærer hinanden godt at kende, kravler vi ud af symbiosen og vender tilbage til virkeligheden. Forholdet finder sit leje, og vi bevæger os ind i nogle roller, som bliver kendetegnende for vores måde at leve sammen på:
- Der findes groft sagt tre typiske typer parforhold: tab og vind-forholdet, kompromis-forholdet og synergi-forholdet. Mange kan genkende sig selv i et af dem, men langt de fleste af os lever i forhold, som indeholder lidt af det hele. Alle har prøvet at være i krigszonen eller haft følelsen af synergi, mens samlivet i andre perioder mere har karakter af et kompromis-forhold, forklarer sexolog Susanne Mikaella Veierbæk fra terapi- og kursusvirksomheden Livsglædecentret. Hun anslår, at 75 % af os lever i et kompromis-forhold, mens 20 % lever i et tab og vind-forhold, og de sidste 5 % i et synergi-forhold.
En guide til bedre sex for BÅDE ham og hende - ønsker du af og til, at din partner var tankelæser? Vi har samlet de mest almindelige ønsker til et bedre sexliv. Så lad din partner læse med her.
SYNERGIFORHOLDET
Synergi-forholdet er kendetegnet ved den ubetingede kærlighed, hvor parterne støtter hinanden og er gode til at lytte og forstå hinanden. Deres forskelligheder er en styrke, fordi de begge har en bevidsthed om, hvem de er, og hvad de gerne vil.
- Begge bidrager til fællesskabet og er bevidste om, at de kan lære noget af deres partner, og at de selv har et ansvar for deres kærlighedsliv. Der er udvikling og bevægelse i forholdet, og der skabes synergi og passion, forklarer Susanne Mikaella Veierbæk.
Selv om parret har børn sammen, har deres kærlighedsliv højeste prioritet, og det smitter af på både familielivet, arbejdslivet og omgivelserne. Par, der lever sammen i synergi, har ofte en aftale om at være ærlige over for hinanden og leve sammen, så længe de er gode for hinanden.
- Desuden har de forpligtet sig til at rumme hinandens tanker og følelser. Det betyder, at de ikke behøver være bange for at sige højt, hvordan de har det, og hvad de har lyst til, for de ved, at uanset hvad så løber den anden ikke skrigende bort. Det er noget, der kommer med tiden via den tillid, man opbygger, og noget, man kan arbejde på som et mål for ens kærlighedsforhold, siger sexologen.
ET GODT KÆRLIGHEDSSPROG
Sexlivet er præget af respekt, og parret har et veludviklet kærlighedssprog. Begge parter kan mærke sig selv og ved, hvad de kan lide. De er til for hinanden, lytter til hinanden og er åbne over for den andens fantasier.
- I kraft af den store tillid, som hersker mellem parterne, kan de opnå en seksuel sammensmeltning på et højere plan. Tilliden og den gode kommunikation gør, at det er lettere at overgive sig til sin partner, fordi man ved, at ens grænser ikke bliver overskredet, og at det er muligt at sige til og fra.
Sådan kan du gøre din partner glad i dag - sexeksperten guider til, hvordan du kan gøre din partner glad hver dag.
KOMPROMIS-FORHOLDET
Langt de fleste af os lever i et såkaldt kompromis-forhold, som er typisk for par, der bor sammen og har børn og et aktivt arbejdsliv.
- Familielivet er velfungerende, og parret føler, at de har et godt liv og er gode til at løse alle de små ting i hverdagen sammen. I mange tilfælde udvikler det sig til et bror/søster-forhold eller et slags venskab - uden den store lidenskab, fortæller Susanne Mikaella Veierbæk.
SÆT KÆRLIGHEDSLIVET I FØRSTE RÆKKE
Som regel bliver børnene sat i første række, mens parforholdet ikke får samme opmærksomhed. Men ifølge sexologen burde det være omvendt: - Alle par bør give deres forhold højeste prioritet, for et godt kærlighedsliv er limen, der holder familien sammen, siger hun.
I denne type forhold går parterne ofte på kompromis med sig selv og gør ting, som de inderst inde ikke har lyst til. - Begge bøjer af i forhold til hinanden og undertrykker sig selv, for at der ikke skal opstå for mange gnidninger og konfrontationer. Men det risikerer at få den omvendte effekt, for i længden skaber det afstand mellem parterne og fører skænderier med sig, forklarer Susanne Mikaella Veierbæk.
SEX UDEN NÆRVÆR OG STORE FØLELSER
Hvad sexlivet angår, så kommer familielivet også i første række, og derfor kan det være svært at finde tid, ro og lyst til intime stunder.
- Kvinden er den, der bedst kan undertrykke sit behov. Faktisk siger cirka hver tredje kvinde, at hun gerne vil undgå sex i parforholdet. Men hun ved, at manden har et fysisk behov, og hvis hun sørger for, at han får det dækket, så er der ro og fred. På den måde lægger mange kvinder krop til sex uden at mærke deres egne grænser og lyster og behov.
Derfor risikerer sexlivet ifølge sexologen lige så stille at tørre ud. - Ofte ser jeg, at manden savner sin kvinde. Han savner, at hun er mere deltagende og viser, at hun gerne vil have ham. Hun antyder måske, at han kun har sex på hjernen, hvilket giver ham en følelse af ikke at blive hørt. Omvendt oplever kvinden også, at hun ikke bliver hørt og forstået, hvilket får hende til at lukke ned for sin seksualitet. Det er en ond cirkel, som det kan være svært at bryde.
SKAB ET SEKSUELT SPROG
Susanne Mikaella Veierbæk mener, at problemet ofte hænger sammen med, at parret mangler et seksuelt sprog. De ved ikke, hvordan de skal tale om deres seksualitet og har derfor ikke forståelse for hinandens forskelligheder.
Sexologen kommer med en række gode råd: - Forsøg at skabe et rum, hvor I sætter tid af til at støtte og lytte til hinanden. Få nogle fælles interesser, så I laver nogle ting sammen i stedet for at leve hver jeres parallelle liv. Og tænk over, hvad der gør din kæreste glad. Husk på alt det, som du elsker ved ham, og sig det højt. Giv ham fysiske berøringer i løbet af dagen og masser af anerkendende ros. Det er alt sammen med til at sætte gang i kærlighedslivet og lidenskaben - og komme det til tider lidt dræbende kompromis-forhold til livs.
TAB OG VIND-FORHOLDET
I tab og vind-forholdet kæmper begge parter ofte om at få ret. Det er den evige magtkamp, og parterne er gode til at finde fejl hos hinanden, forklarer Susanne Mikaella Veierbæk. - Der er ikke tale om, at parterne ikke elsker hinanden. Men de viser deres kærlighed ved at køre det ud i nogle dramaer, der er så heftige, at omgangskredsen ikke forstår, hvordan de kan holde det ud. Det er deres måde at få opmærksomhed fra hinanden på. Parret råber typisk højt af hinanden og smider med tingene. De kører på hinandens ømme punkter og ved lige præcis, hvor de skal bore for at få den anden til at gå i flint.
- De finder hele tiden fejl hos hinanden, og derfor kan de ikke tilfredsstille hinanden i hverdagslivet. Ingen af parterne føler, at de bliver hørt og forstået, og de har ikke lært, hvordan de kærlighedsmæssigt kan møde hinanden. Derfor handler de med vrede, uenighed og afmagt, siger Susanne Mikaella Veierbæk.
Sådan undgår i at skændes - få sat en stopper får de daglige skænderier, der kan slide hårdt på et parforhold.
Der kan være tale om den pæne pige, der føler sig presset ud i nogle situationer, og som derfor kæmper for ikke at vise manden, at han er noget værd. I hendes øjne er han én stor fejl, og hun skal nok sørge for at gøre ham opmærksom på det. Men der kan også være tale om kvinder, som ender med at tilsidesætte sig selv og på alle måder ofre sig for manden.
MAGTKAMP I ÆGTESENGEN
Når parterne har været helt oppe i højderne og udlevet dramaet, bliver de ofte kede af det, for i virkeligheden elsker de jo hinanden. Og så finder de sammen i sengen.
- Der er tit tale om forsoningssex, hvor parterne smelter sammen, føler sig forløste og tilgiver hinanden. Og endnu en gang bliver de enige om at give forholdet en chance. Der kan også være tale om medlidenhedssex, hvor kvinden synes, det er lidt synd for manden og derfor giver efter for hans sextrang. Så i sidste ende er det ofte kvinden, som styrer, hvornår og hvor ofte parret har sex, fortæller sexologen.
Parret fører deres magtkamp over på sexlivet, hvor manden må kæmpe for at få sex - og hvor kvinden er den absolut bestemmende. Ifølge Susanne Mikaella Veierbæk gælder reglen, at "pik er Gud, men kussen har magten".
Fordi det handler om at tage magten over hinanden, kan der være tale om sex, hvor ens grænser bliver overskredet. Derfor anbefaler sexologen, at parret begynder at eksperimentere med SM-lege:
- Her kan begge parter få lov til at rendyrke det at være den bestemmende part - eller den, der tager imod. På den måde kan noget af al den energi, der findes i parrets store dramaer, kanaliseres over i en seksuel leg, som er mere konstruktiv.
BEHOV FOR DE STÆRKE FØLELSER
Ifølge Susanne Mikaella Veierbæk er det ikke ualmindeligt, at parret trives i det drama, som de gennemlever hver eneste dag. Der er masser af energi og power i forholdet, og de ønsker det ikke anderledes, for selv om det kan være opslidende, har de brug for alle de stærke følelser, som magtkampen medfører.