
Midt under dronningens tale: Tog pludselig alvorlig drejning

Kort efter at aftenes tv-vært Sofie Gråbøl havde budt velkommen til alle ved TV2s store gallashow på Amalienborg "Palæerne danser", bød hun palæets beboer dronning Margrethe op på scenen.
Herefter holdt dronningen en smuk tale, der pludselig tog en alvorlig drejning, da hun også kom ind på den forfærdelige Ukraine-situation.
Speciel tale
Her er hele dronning Margrethes tale på den store aften, hvor Dronning Ingrids Hæderslegat blev uddelt for tiende og sidste gang af majestæten og hendes søstre:
- Det er en stor glæde for mine to søstre, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, og mig at byde gæsterne velkommen til denne aften. Dels velkommen her til salen i Christian IX's Palæ og dels velkommen til alle dem, der forhåbentlig får glæden af at opleve palæerne danser - en serie af danse og dejlig musik, som vi skal glæde os over denne aften, begyndte dronningen.


Alvoren sneg sig ind
Derefter blev det mere alvorligt:
- Det er dejligt at kunne fejre. Det er dejligt at kunne glæde sig. Men man skal ikke glemme, at det langt fra er alle, der glæder sig lige i øjeblikket. Det er der naturligvis aldrig. Men netop nu er mange af os meget optaget af, hvad der foregår - at der er krig i Europa, at der er krig i Ukraine, og det skal vi ikke glemme. Men vi skal glæde os over den kunst, som er udødelig og håber, at alle får en minderig aften velkommen, sluttede dronningen sin tale og satte sig ned til sine søstre igen.

Talte om mor
I de klip, der blev vist undervejs af ballet-dansen i palæerne og med udtalelser fra dronningerne og prinsessen, fortalte dronning Margrethe blandt andet om, hvordan idéen til denne festaften opstod.
- For rigtig mange år siden efterhånden, i min mors tid, og det er jo mere end 20 år siden, da havde hun den tanke, at det ville være morsomt at lave noget i de fire riddersale, i de fire palæer, der er Amalienborg. Det var det tidspunkt, hvor alle fire riddersale var blevet sat i stand. Og da fik mor den tanke, at man skulle gøre et eller andet og kæde de fire sammen med en koncert eller måske noget dans. Det blev aldrig til mere end en meget fin koncert, som cellisten Rostropovich gav i min mors palæ . Derefter så blev det andet ikke til noget, lød det fra dronningen.
I mors ånd
- Men så i forbindelse med at Dronning Ingrids Hæderslegat blev uddelt for tiende og sidste gang, fik mine søstre og jeg den tanke, at det var værd at gøre et eller andet, hvor vi fulgte op på mors tanker om, at de fire riddersale i de fire palæer kunne komme i spil. Og derfor fik vi tanken til "Palæerne danser", forklarede dronningen i TV2-udsendelsen.