22. jul. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Kongen mødte prinsen: Jonas Vingegaard fortæller om mødet med prins Joachim

Jonas Vingegaard
Jonas Vingegaard
Foto: Martin Høien
Jonas Vingegaard har efterhånden været på podiet mange gange under årets Tour de France, men fredag eftermiddag var det ekstra specielt. Han mødte nemlig prins Joachim, der har tilbragt dagen i målbyen Cahors sammen med familien.

Prins Joachim og familien nyder for tiden sommerferien i Sydfrankrig på familiens slot Château de Cayx og i byen Cahors, der ligger få kilometer derfra.

Fredag eftermiddag var det dog en anden dansker, der løb med opmærksomheden, for efter dagens etape kom Jonas Vingegaard sikkert i mål i Cahors, og han sidder fortsat komfortabelt på den gule førertrøje.

Joachim med på podiet

Jonas Vingegaard er blevet en kæmpe stjerne, som hele verden taler om, men for den rolige nordjyde var det stort at møde prins Joachim.

Prinsen var med på podiet, da Jonas Vingegaard fik overrakt endnu en gul førertrøje, og efterfølgende fik de to sig en snak.

En stor ære

- Det var en stor ære for mig at møde de kongelige, fortalte Jonas Vingegaard live på TV 2.

På grund af fare for corona fik Jonas Vingegaard ikke overrakt den gule trøje direkte af prins Joachim, men det betød alligevel meget for den danske verdensstjerne, at de kongelige var til stede efter dagens etape.

- Han stod på podiet med mig, og det er vildt, synes jeg. I går var det præsident Macron, og i dag er det prins Joachim, lød det videre fra Jonas Vingegaard.

https://imgix.billedbladet.dk/_mho8037.jpg
Inde bag mundbindene var smilene helt sikkert store hos både Jonas Vingegaard og prins Joachim
Foto: Martin Høien

Efter torsdagens krævende bjergetape udbyggede han sin føring i løbet, og han vandt tilmed etapen.

Kort efter stillede Jonas Vingegaard op til interview, men han blev for en kort stund afbrudt, fordi den franske præsident gerne ville hilse på ham.

Læs mere om: