24. jul. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Nu sker det igen: TV 2 ændrer sendetidspunktet for Dag & Nat

Ella i "Dag & Nat"
Ella i "Dag & Nat"
Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Hvis man har glædet sig til at se sæsonafslutningen af "Dag & Nat" i aften, skal man væbne sig lidt med tålmodighed, for dagens afsnit bliver ikke sendt til normal tid.

Søndag har de seneste uger været lig med dansk drama, hvis man kan lide at se ”Dag & Nat”, men flere gange har TV 2 været nødt til at ændre sendetidspunktet for den populære serie.

Sådan bliver det også i aften, hvor der er sæsonafslutning.

Tour de France præger sendefladen

Søndag er nemlig den sidste dag i årets Tour de France, og det betyder, at hele sendeplanen bliver skubbet. Jonas Vingegaard og co. kommer først i mål i Paris efter klokken 19, og derefter venter der en podieceremoni med danskeren i den absolutte hovedrolle – og det er der helt sikkert mange, der gerne vil se.

Derfor betyder det også, at fans af ”Dag & Nat” må væbne sig lidt med tålmodighed, for ottende og sidste afsnit bliver først sendt på TV 2 fra klokken 22.55.

Hvis man ikke kan holde sig vågent helt så længe, bliver programmet også sendt på tirsdag 26. juli klokken 20.00. Det fremgår af TV 2's opdaterede sendeplan.

For nogle uger siden var TV 2 også nødt til at flytte sendetidspunktet for ”Dag & Nat” – dog i en noget mere trist anledning. Søndag 3. juli blev der åbnet ild i Field’s i København, og TV 2 dækkede de tragiske begivenheder intenst hele aftenen.

Det betød i sidste ende, at ”Dag & Nat” blev skubbet en uge, og at sæsonfinalen derfor først bliver sendt på kanalen i aften, den 24. juli.

Allerede nu kan alle afsnit dog ses via TV 2 Play.

Læs mere om: