
Prins Joachim fremhæver stort øjeblik: Derfor betyder det meget for ham

Selv om prins Joachim arbejder som Forsvarsattaché i Frankrig, passer han fortsat en lang række protektioner i Danmark.
De står hans hjerte nært, og prinsen fremhæver selv, at han runder et skarpt hjørne som protektor i år.
Runder hjørne
Prins Joachim udtaler sig i en video, der er en del af indsamlingsshowet ”Beat Diabetes”.

Her fortæller han, hvorfor arbejdet som protektor for Diabetesforeningen er vigtigt, samtidig understreger han, hvorfor i år er helt særlig for ham.
- I år runder jeg et særligt hjørne i Diabetesforeningen. I 30 år har jeg været protektor for den vigtige sag. Diabetesforeningen kæmper for at komme diabetes til livs, at opdage sygdommen i tide og forebygge at det udvikler sig, og hver evig eneste dag løfte livskvaliteten for dem, der har sygdommen inde på livet. I 2030 vil 467.000 være ramt af sygdommen, hvis vi ikke gør noget nu, fortæller prinsen i videoen.
Livsomvæltende sygdom
Prinsen påpeger også i videoen, hvor stor en omvæltning det er, når man får diagnosticeret diabetes. I videoen kalder prins Joachim diabetes for en på mange måder usynlig sundhedskatastrofe.

Prins Joachims flotte ord kan ses i en video, som er en del af ”Beat Diabetes”, der sendes fra klokken 19.00 søndag den 13. november på TV3.
Det er et nordisk samarbejde, hvor danske Rikke Gøransson, den norske ”SKAM”-stjerne Iman Meskini og svenske Peter Jihde.