
Afsløres her nogle af kronprinsesse Marys første sommerplaner?

Kronprinsesse Mary har måske allerede lagt sine første sommerplaner for i år.
I hvert fald har Copenhagen Fashion Summit torsdag offentliggjort planerne for deres næste store internationale konference med fokus på bæredygtig mode, som finder sted den 27. og 28 juni i DR Koncerthuset i København.
Vigtig deltager
I pressemeddelelsen understreges der, at konferencen arrangeres af Global Fashion Agenda, som kronprinsesse Mary er protektor for.
Kronprinsesse Mary har tidligere flere gange deltaget i Global Fashion Summit, der er verdens førende konference for bæredygtig mode, og ligeledes deltaget i middage i anledning af eventet.


Derudover har kronprinsessen stået for velkomsttalen under konferencen, hvor fokus selvfølgelig har været på bæredygtig mode.

Konferencen samler hver gang førende eksperter, NGO’er, medier og politikere fra hele kloden for at diskutere bæredygtige løsninger inden for modeindustrien.
Overskriften for årets Global Fashion Summit: Copenhagen Edition 2023 er "Ambition to Action", og hovedsponsoren er denne gang kæmpe koncernen Mærsk.

Global Fashion Agenda, der blev grundlagt i 2009, er en non-profit organisation, som har fokus på samarbejde i modeindustrien, der skal føre til større bæredygtighed.
Blandt samarbejdspartnerne er store navne som ASOS, BESTSELLER, Global Fashion Group, H&M Group, Kering, Nike, PVH Corp., Ralph Lauren Corporation og Target.