
Det ser man ikke hver dag! Sjældne kongelige klenodier på auktion

Nu bliver der snart mulighed for at få fingrene i en række kongelige klenodier.
Det kræver dog nok, at man har dybe lommer, for det er yderst værdifulde og sjældne ting, der har tilhørt den danske kongefamilie.
Auktionshuset Bruun Rasmussen oplyser i en pressemeddelelse, at de afholder en liveauktion den 8. maj med tre kongelige klenodier.
Det første er et Steinway & Sons-flygel, der har tilhørt kejserinde Dagmar og hendes søster, dronning Alexandra af England, i 1800-tallet.
De er døtre af kong Christian IX, som var dronning Margrethes tipoldefar.

Det andet værdifulde klenodie er det farverige middagsservice, ”Sommerfuglestel”, fra Den Kongelige Porcelainsfabrik (Royal Copenhagen).
Det blev givet i bryllupsgave til prinsesse Thyra af Danmark af hendes forældre, kronprins Frederik (senere Frederik VIII) og kronprinsesse Lovisa.

Sidst men ikke mindst kommer en signetring fra 1600-tallet, der kan føres tilbage til kong Christian IV’s hof, også på auktion.

Når kongelige effekter præsenteres på auktion, er det ikke kun en handel, men en mulighed for at bevare og videreformidle en del af vores fælles kulturarv.
- Det er sjældent at have kongelige genstande på auktion. I reglen er der tale om en enestående kvalitet, som har ekstra lag gennem deres historie, der kan stedfæstes til et slot, en personlighed og det liv personen har levet. På denne auktion er det meget forskellige kongelige genstande, som vi præsenterer, men de knyttes sammen af historie og slægtsskab. De dækker desuden over at være både museumsstykker og brugsgenstande, og jeg håber, at de finder nye, gode hjem, hvor historien om de tidligere ejere bliver bevaret for fremtiden, udtaler Martin Hans Borg, ekspert i ældre sølv og kongelige samlerobjekter hos Bruun Rasmussen.
