
Malte Ebert vidste ikke, hvad han gik ind til: Jeg kunne ikke undgå at blive rørt

Malte Ebert kastede sig ud i noget forholdsvist nyt, som er blevet dokumenteret i tv-programmet ”Stjernerne og Malte Ebert”.
Programmet handler om arbejdet omkring den koncert, som Malte Ebert bliver hyret til at spille.

For det er nemlig folk fra Rom Gl. Skole, der står bag koncerten.
De besøgte sammen med Malte Ebert TV 2-programmet ”Go’ morgen Danmark” for at fortælle om koncerten.
For den er endt med at betyde en masse for både Rom Gl. Skole og for Malte Ebert, selv om han ikke helt vidste, hvad han havde sagt ja til.
- Jeg var ikke helt klar over, hvad jeg gik ind til. Jeg havde hørt om projektet og hørt, at de havde arbejdet for at arrangere den her koncert. Da jeg så kom derover, følte jeg mig taget så godt imod, fortalte Malte Ebert i ”Go’ morgen Danmark”.
Hos Rom Gl. Skole har man stablet koncerten på benene for at lære alt om det arbejde, der er i at arrangere en koncert.

Det er for at lære borgerne fra Rom Gl. Skole om alle de forskellige funktioner, der følger med blandt andet at tjekke billetter, byde velkommen, sætte lys op osv.
Selv om Malte Ebert gik lidt uvidende ind til koncerten, er den endt med at have fået stor betydning for musikeren.
- Jeg spiller rigtig mange koncerter i løbet af et år, og det her er én af dem, jeg altid vil tænke tilbage på som noget helt særligt. Bare det at se hvor meget det betød for jer, gjorde, at det betød ekstra meget for mig. Der var mange gange i løbet af koncerten, hvor jeg kiggede ud for eksempel da I sad i armkrog og gyngede, kunne jeg ikke undgå at blive rørt over jeres sammenhold, fortalte han i TV 2-programmet.
I dokumentaren ”Stjernerne og Malte Ebert” følger vi borgerne på Rom Skole i deres arbejde med at arrangere koncerten.
Programmet har premiere mandag på TV Midtvest og TV 2 Play.
