
Prinsesse Ingrid Alexandra flytter: Mon grev Nikolai og Benedikte kan hjælpe hende?

Når man flytter til udlandet, er der mange ting, man skal have styr på.
Ikke nok med at man skal pakke sit liv ned i kufferter og flyttekasser, så skal man også finde en ny, lokal kaffebar, ligesom det er et must at finde det bedste brunchsted med sol på terrassen.

Til august står Norges prinsesse Ingrid Alexandra over for sådan en flytning. Det norske kongehus har netop afsløret, at den 21-årige prinsesse de næste tre år skal studere i Sydney, og at hun kommer til at bo i en studiebolig på universitetsområdet.
Og hvis hun allerede nu vil have tips om lokale perler, så skulle hun tage at følge grev Nikolai og hans kæreste Benedikte Thoustrup på Instagram.
Parret har studeret et semester på Teknologiuniversitetet i Sydney, og efterfølgende er parret faldet så meget for livet "down under", at de er rykket til den australske storby.
Begge deler de jævnligt restaurantbesøg og shoppingsteder på deres Instagram story, så hvis prinsesse Ingrid Alexandra leder efter inspiration til hendes kommende hjemby, så er det oplagt at følge med dér.
