
Ebbe Langberg kyssede Ghita Nørby vildt og heftigt: Men hun kendte hans hemmelighed

Ebbe Langberg vandt kvindernes hjerter, når han tonede frem på skærmen med sit kække smil i danske folkekomedier.
Han var en af de største stjerner i 50’erne og 60’erne, og en af de kvinder, som arbejdede tæt sammen med ham, var Ghita Nørby.
Den folkekære skuespiller spillede sammen med Ebbe Langberg i film som ”Det lille hotel”, 1958, ”Charles Tante”, 1959, ”Sømand i knibe”, 1960, ”Peters baby”, 1961, ”Landsbylægen”, 1961, og ”Han, hun, Dirch og Dario”, 1962.

Ghita Nørby og Ebbe Langberg var et kendt og elsket skuespillerpar på filmlærredet, og forholdet mellem dem var også godt bag kameraet.
- Ebbe Langberg og mig – vi var i en hel del år det, der hed par nr. 1. Vi holdt meget af hinanden. Ikke fordi vi giftede os med hinanden, slet ikke, men vi var oprigtigt glade for hinanden, glade for at være sammen, fortalte Ghita Nørby i samtalebogen ”Mine levende billeder” i 2009.

Masser af kys
Den i dag 90-årige skuespiller mindedes deres tætte samspil og de intime scener, de havde sammen.

Men Ghita Nørby kendte også til Ebbe Langbergs store hemmelighed - en hemmelighed, som han holdt tæt til kroppen. Nemlig, at han i virkeligheden ikke var interesseret i kvinder. Han var homoseksuel.
- Ebbe kyssede mig altid vildt og heftigt, når vi var på udebilleder, fordi der som regel stimlede en hel masse mennesker sammen for at se os. Men når vi så vendte tilbage til studiet, kyssede han ikke nær så meget, fordi han var mere interesseret i drenge og mænd end i piger. Ebbe var min ven. Han havde ét grønt og ét brunt øje og var både køn, begavet og hemmelighedsfuld. Ikke spor flødebolleagtig, har Ghita tidligere udtalt om Ebbe Langberg.

Ghita i stor sorg
Desværre endte Ebbe Langberg med at få en trist skæbne.

Dansk films store helt, Ebbe Langberg, døde den 3. februar 1989, kun 55 år gammel.
Han blev ramt af bughindebetændelse og lagt i respirator. Her lå han i flere uger og svævede mellem liv og død. Til sidst gav hans krop op.
Ghita Nørby var en af Ebbe Langbergs nærmeste og var en af de første, der fik overleveret den triste nyhed om hans alt for tidlige død.
- Ebbes død er en meget, meget stor sorg for mig. Det ville ikke være rigtigt at sige mere, for ord er så fattige i sådan en stund. Det er helt enkelt så forfærdeligt at miste en mand som Ebbe, lød det dengang fra Ghita Nørby.

Her ses Ebbe Langberg sammen med Ghita Nørby, da han var kommet lidt op i alderen.

