
Prinsesse Ingrid Alexandra bliver den første kvinde på tronen: Det er vigtigt for mig

Når prinsesse Ingrid Alexandra i fremtiden bliver Norges dronning, vil det være historisk.
I moderne tid har landet aldrig haft en kvindelig monark.
Den eneste kvindelige regent, Norge har haft, er Margrethe 1., som også regerede over Danmark og Sverige. Hun døde i 1412.
Derfor er der meget fokus rettet mod Ingrid Alexandra, og det er noget, den 21-årige prinsesse er meget opmærksom på.
Det fortæller hun i et stort interview med norske Forsvarets forum.
- Ligestilling mellem kønnene har været vigtigt for mig, siden jeg var lille. Det påvirker mig direkte, fordi jeg er den første kvindelige tronarving i moderne tid. Så det er et vigtigt emne, og det vil jeg tage med mig, lyder det fra tronarvingen.
Det sker dog ikke lige foreløbigt.
Lige nu er det 88-årige kong Harald, der sidder på tronen, og efterfølgende vil det være kronprins Haakon, der tager over.

