
Mon minderne væltede frem? Dronning Mary måtte på hug for at se nærmere

Fredag var kong Frederik, dronning Mary og kronprins Christian på et ganske særligt besøg i Kolding. Nærmere bestemt besøgte det royale trekløver Koldinghus, hvor der samme dag åbnede en ny udstilling.
”Kongebarn” er titlen på den nye udstilling, og besøgende kan her komme helt tæt på prinser og prinsessers barndom gennem århundreder.

Blandt andet man kan se masser af legetøj, og for eksempel er en lang række af kronprins Christians, prinsesse Isabellas, prins Vincents og prinsesse Josephines ting nu udstillet.
Kronprinsen genkendte formentlig flere af sine egne ting, da han nærstuderede udstillingen, og også hos dronning Mary var der tilsyneladende noget, der bragte nogle minder frem.
Hun lagde ekstra meget mærke til en hylde i et skab, der indeholdt nutidigt børnelegetøj, og da hun blev gjort opmærksom på, at det var My Little Pony, udbrød hun ”Åh, ja!” og satte sig på hug for at se nærmere på udstillingsvinduet, der også indeholdt blandt andet en racerbane.

"Nutidens kongebørn leger med genkendeligt legetøj - ligesom alle andre. Farverige ponyer på stald og drøn på racerbanen. 2005-2020'erne", står der i vinduet.


