
Ekspert om dronning Marys vilde stiludvikling: Der er sket en kæmpe forandring!
Indtil år 2000 var hun bare en helt almindelig kvinde fra Australien, men så mødte hun tilfældigvis en prins, og resten er historie!
Da hun blev kronprinsesse af Danmark, skulle Mary nu til at finde sin egen stil – både i sin kongelige rolle og i sin påklædning!
Og ifølge BILLED-BLADETs royale ekspert er der sket en enorm forandring fra dengang og til i dag!
- Hun er gået fra at være Mary Donaldson, der skulle finde sin egen vej i kongehuset og i rollen som kongelig, også stilmæssigt, til at være en dronning, der har SÅ meget styr på stil. Hendes stilmæssige forvandling har været helt vild, fortæller Marianne Singer, der mener, at dronning Mary nu har fundet sin egen og helt sikre stil!

- Det virker, som om hun er ”kommet i mål” nu, når det gælder hendes stil. Hun har selvfølgelig hele tiden fået god sparring fra sin stylist, Anja Camilla Alajdi, men jeg tror også, at hun selv har helt styr på sin garderobe nu og hviler fuldstændig i sig selv modemæssigt, siger BILLED-BLADETs royale ekspert.
Vi har samlet alle dronning Marys looks fra 2025 indtil videre. Find dem alle i galleriet øverst i artiklen.
