
Blodpropperne satte Jesper Vollmer seks år tilbage: Det havde jeg virkelig ikke fortjent

Jesper Vollmer havde været igennem flere år med genoptræning efter en badeulykke i Thailand og følte endelig, at der var en fysisk fremgang.
Men så skete der noget, der ændrede alt og satte ham flere år tilbage.
I juni 2021 blev Jesper Vollmer ulykkeligvis ramt af to blodpropper i hjernen, og de endte med at få store konsekvenser.
- Jeg ville ønske, man bare kunne sige, at jeg klarede den, og alt er fint. Men fordi jeg sov hele natten, fik jeg ikke fortyndet blodpropperne, så de har lavet en lille skade i hjernen, fortæller Jesper Vollmer til BILLED-BLADET.

Den 51-årige kok sætter flere ord på, hvor stor skade blodpropperne forårsagede.

- Når man er rygmarvsskadet, som jeg er, går de skavanker, der rammer en, ind i de skader, der er der i forvejen, forklarer Jesper Vollmer og uddyber:
- Så blodpropperne har faktisk trukket den fremgang, der var så fin med min dumme hånd og trætte ben, 10-20 procent tilbage. Det er bare rigtig irriterende, for jeg går dårligere nu, end jeg gjorde før blodpropperne. Det synes jeg virkelig ikke, at jeg havde fortjent.

Hustruen Annette Heick er også utroligt ked af, at hendes mand igen skulle rammes hårdt fysisk.

- Og desværre bliver det ikke bedre. Det er der, hvor det er. Det var lige seks års genoptræning, der røg ud med badevandet. Det var virkelig ikke fedt. Men det har gjort, at vi i dag siger ”det klarer vi sammen”, indskyder Annette Heick.

