
Det gik ikke efter Hotel Romantik: Sådan har Lise-Lotte og Frank det i dag

Det så lovende ud allerede fra begyndelsen i ”Hotel Romantik”, og hver uge har omtrent en million seere være vidne til den gode kemi, der hurtigt opstod mellem Frank og Lise-Lotte for rullende kamera.
Mange havde troet – og også håbet – at de havde fundet sammen som kærester hjemme i Danmark, men sådan skulle det ikke gå.
Frank og Lise-Lotte kunne ikke få det til at fungere på et romantisk plan.

– Da vi kom hjem, og jeg fandt ud at, vi ikke skulle derhen, hvor vi troede, havde jeg aldrig forestillet mig, at Frank og jeg skulle blive venner, siger Lise-Lotte, mens Frank nikker.
– Vi blev enige om at køre det godt igennem, for det skyldte vi Danmarks Radio. Men at vi er endt der, hvor vi er nu som gode venner, er virkelig dejligt, og der er helt sikkert nogle, der vil blive overraskede, siger Lise-Lotte, der hurtigt efter hjemkomsten til Danmark blev klar over, at hun og Frank ikke havde nogen romantisk fremtid sammen, og hun trak sig derfor hurtigt.
Lise-Lotte og Frank havde ikke set så meget til hinanden op til premieren på ”Hotel Romantik”, men først på sommeren mødtes de til et pressemøde i København.
– Vi var inde til pressemøde, og det var dejligt at se Lise-Lotte og de andre igen. Det er blomstret lidt op igen på grund af udsendelsen. Det er kommet lidt tilbage, efter jeg har set det på tv. Lise-Lotte er en fantastisk smuk kvinde, og jeg blev lidt stolt af mig selv over, at jeg scorede den flotteste. Og rivalen fik ikke en chance. Det var en skøn uge, vi havde, og der var følelser og kemi. Man fik hjertebanken, og det var dejligt. Det har man ikke oplevet i mange år, mindes Frank.
Kemien mellem Frank og Lise-Lotte er uden tvivl god, og de ønsker derfor også, at fremtidige partnere vil respektere deres tætte bånd.
– Vi håber begge på, at fremtidige partnere vil acceptere vores venskab, lyder det fra Lise-Lotte.

