
Kongefamilie plejer at deltage: Fornem fest risikerer at få dødsstødet

Der er altid kongelige gæster, flotte kjoler og internationale superstjerner på den røde løber, når den fornemme musikpris Polar Music Prize bliver uddelt.
Polar Music Prize, også kendt som Polarpriset, blev indstiftet af ABBAs legendariske manager, Stikkan Anderson, og blev uddelt første gang i 1992.
Men nu kan det snart være slut med festlighederne!

Ifølge Svensk Damtidning risikerer den fornemme pris nemlig at få dødsstødet efter at have været en underskudsforretning i længere tid.
For det er nu kommet frem, at svensk TV4, som har stået for en stor del af gallaens udgifter, dropper ud til næste år.

Derfor er det nu tvivlsomt, om Polar Music Prize kan gennemføres til næste år, skriver Svensk Damtidning.
Dermed kan det altså være slut med at se den svenske kongefamilie på den røde løber til den fornemme musikfest. De plejer nemlig altid at deltage i festen og stå for uddelingen af priserne.
Ved Polar Music Prize i år havde kong Carl Gustaf bl.a. fornøjelsen af at uddele priser til Brian May og Roger Taylor fra det ikoniske rockband Queen.

Den administrerende direktør for Polar Music Prize, Marie Ledin, håber dog stadig på, at musikprisen kan reddes:
– Vi vender tilbage med, hvad der skal ske med Polar Music Prize i fremtiden. Lige nu arbejder bestyrelsen på flere muligheder, siger hun ifølge Svensk Damtidning.
