25. aug. 2025
Af Malan Joensen

Prins Andrew troede nok, at sagen døde med hende: Nu dukker Virginia Giuffre op igen

Prins Andrew.
Prins Andrew.
Foto: Toby Melville/Reuters/Ritzau Scanpix
Virginia Giuffre, der døde i foråret, nåede at skrive en bog inden hun gik bort. Og det er med stor sandsynlighed alt andet end en god nyhed for prins Andrew.

Et halvt års tid efter, at Virginia Giuffre tog sit eget liv, kommer en bog på gaden med hendes erindringer.

Det skriver flere britiske medier, deriblandt Daily Express.

Bogen med titlen "Nobody’s Girl: A Memoir of Surviving Abuse and Fighting for Justice" er skrevet i samarbejde med journalist Amy Wallace og rammer det amerikanske marked i oktober.

Ifølge Daily Express bliver der ikke lagt fingre imellem, når det omhandler Virginia Giuffres påståede historik med prins Andrew.

Virginia Giuffre var blandt finansmanden Jeffrey Epsteins mange ofre for trafficking og seksuelt misbrug, men prins Andrew har alle dage fastholdt sin uskyld i sagen.

Prinsen er da heller aldrig blevet dømt for noget i den henseende, men da Virginia Giuffre for nogle år siden lagde sag an, valgte prins Andrew at indgå forlig, selv om han til stadighed har hævdet sin uskyld.

Skyldsspørgsmål eller ej, så risikerede prins Andrew med en retssag at få oprullet diverse private detaljer fra venskabet med Jeffrey Epstein, og det er øjensynligt en stor del af årsagen til, at han gik forligsvejen.

De nærmere omstændigheder omkring forliget er hemmeligholdt, og Virginia Giuffre fik angiveligt et større pengebeløb af prinsen i den forbindelse.

Dermed har prins Andrew og kongefamilien nok troet, at der var lagt låg på sagen, men nu puster den nye bog altså liv i gløderne igen.

Nogle uger før sin død i april skrev Virginia Giuffre i en email således:

"Såfremt jeg skulle gå bort, vil jeg sikre mig, at bogen "Nobody's Girl" stadig udkommer. Jeg tror, at den har potentialet til at påvirke mange mennesker og vil skabe nødvendige diskussioner om disse alvorlige uretfærdigheder"

Bogen "Nobody’s Girl: A Memoir of Surviving Abuse and Fighting for Justice" ventes at udkomme i USA til oktober.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen! Ring til Livslinien på 70 201 201. Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

Mere om: