17. feb. 2022
Af

Ikke længere kongelig højhed: Det betyder det i praksis for prins Andrew

Prins Andrew.
Prins Andrew.
Arkivfoto: Mega
Dronning Elizabeth har frataget prins Andrews retten til at bruge titlen 'hans kongelige højhed', men hvad betyder det egentlig i praksis for prins Andrew?

Prins Andrew har som følge af den sag, Virginia Guiffre havde anlagt mod ham for seksuelle overgreb mod hende, da hun var 17 år, fået frataget retten til at bruge tiltaleformen "hans kongelige højhed".

At sagen nu har fundet sin afslutning ved et forlig ændrer ikke dronning Elizabeths beslutning og prins Andrew kan ikke længere kalde sig kongelig højhed i officiel sammenhæng.

I praksis betyder det blandt andet, at prinsen ikke længere er berettiget til det, vi herhjemme kender som apanage.

I England skal man nemlig være kongelig højhed for at kunne få penge fra the Sovereign Grant, der fungerer som et lønsystem for de kongelige, der på grund af deres royale forpligtelser ikke kan tage et andet betalt job.

Desuden betyder den manglende titel, at kongehuset ikke længere dækker udgifterne til prins Andrews sikkerhedsfolk.

I den mindre alvorlige ende af konsekvenserne af at miste sin titel finder vi formel etikette: Folk skal ikke længere bukke eller neje, når de er i prins Andrews nærhed, nu han ikke længere er kongelig højhed.

Store konsekvenser for prins Andrew

Følelsesmæssigt er der dog også en konsekvens af den fjernede titel og alt, hvad en så markant udmelding fra kongehuset fører med sig, vurderer BILLED-BLADETs kongehusekspert Ulrik Ulriksen.

– Jeg er ikke et splitsekund i tvivl om, at det var en barsk omgang for prins Andrew, da han i januar mistede kongehusets officielle støtte. Det var et slag lige til kæben, at han mistede næsten alle sine kongelige privilegier, retten til at kalde sig “hans kongelige højhed' samt mange af sine protektioner. Jeg tror bare, at det allerværste, der kan ske for et menneske, og som nu for alvor sker for prins Andrew, er, at hele familien vender én ryggen, og at man for alvor bliver udstødt af det gode selskab. Det kan få ethvert menneske til at synke i knæ, og det er ikke sikkert, at man kan rejse sig fra sådan et nederlag igen. Det bliver interessant at se, hvordan prins Andrew og hans nærmeste i de kommende år tackler den nye virkelighed.

Da prins Andrew blev født 19. februar 1960 var det første gang, en regerende monark fik et barn, altså efter de havde overtaget tronen, siden 1857.

De første 22 år af sit liv var prins Andrew nummer to i den britiske tronfølge efter sin bror, prins Charles, men det ændrede sig, da prins William kom til verden.

Siden da er prins Andrew rykket længere og længere ned i tronfølgen, og er i dag nummer ni efter sin bror, prins Charles, sine nevøer, prins William og prins Harry, og deres i alt fem børn, omend det er overordentligt usandsynligt, at prins Andrew ville kunne overtage tronen efter sin deroute.

I det hele taget er det ikke særligt sandsynligt, at vi kommer til at se meget til prins Andrew i officiel sammenhæng, lyder vurderingen fra kongehusekspert Ulrik Ulriksen.

– Jeg kan ikke forestille mig, at prins Andrew nogensinde får en markant rolle i det britiske kongehus igen efter forliget i den forfærdelige sag. Prinsen har alene ved at være impliceret i sagen og plejet omgang med helt forkerte personer kastet skam over sig selv og den kongelige familie anført af Andrews mor, dronning Elizabeth, påpeger Ulrik Ulriksen og fortsætter:

– Nu er der helt sikkert ingen i den britiske kongefamilie, der i officiel sammenhæng vil have forbindelse med ham, og det må være ufatteligt hårdt for prins Andrew. Han har været under voldsomt pres længe og kunne måske ånde en smule lettet op, efter forliget blev indgået. Men nu venter helt andre udfordringer. Prins Andrew skal genopfinde sig selv. Skabe en ny identitet, for han har på en måde mistet sin tidligere som værdsat medlem af kongehuset. Det er han helt sikkert ikke længere, og han bliver det nok aldrig igen.

Den del af efterspillet efter den voldsomme anklage og den efterfølgende sag med forliget som punktum er allerede begyndt for prins Andrew, der ikke har udført officielle, royale pligter siden 2019, hvor han trak sig tilbage efter et skandaløst interview med engelske BBC.

Da hans ældste datter, prinsesse Beatrice, blev gift i juli 2020, glimrede brudens far i sit fravær på de officielle billeder, der blev sendt ud, hvor kun brudens bedsteforældre, dronning Elizabeth og prins Philip var at finde foruden det nygifte par.

Læs mere om: