13. jan. 2022
Af Lene Skriver Bak

Dronning Elizabeth reagerer: Tager alt fra prins Andrew

Dronning Elizabeth. Indsat: Prins Andrew.
Dronning Elizabeth. Indsat: Prins Andrew.
Arkivfoto: Mega
Prins Andrew, der er dronning Elizabeths tredje barn, får ingen hjælp af sin mor i det stormvejr han i øjeblikket befinder sig i. Hun har derimod taget alt fra ham.

Prins Andrew får ingen hjælp af sin mor, dronning Elizabeth, i den store skandalesag, han er involveret i.

Den 61-årige prins, der er dronning Elizabeth og prins Philips tredje barn, er under anklage for at have sexovergreb mod en dengang 17-årige pige, som han efter hendes ord kom i kontakt med via den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein.

Prinsen, der nægter sig skyldig, har, siden anklagen kom frem, optrådt uheldigt i flere omgange, værst under et meget omtalt interview med BBC-programmet "Newsnight" i november 2019.

I samme måned meddelte prins Andrew, at han ville trække sig fra alle royale pligter på ubestemt tid.

Siden da har prinsen ikke repræsenteret kongehuset eller sit land.

Han var desuden ikke at finde på de officielle billeder, der blev udsendt fra datteren prinsesse Beatrices bryllup i juli 2020, trods hans status som brudens far.

Prins Andrew skal for retten

Kvinden, der anklager prinsen, hedder Virginia Guiffre. Hun har anlagt et civilt søgsmål mod prinsen, der kæmper imod med næb og klør.

Indtil videre forgæves.

Prins Andrew havde anfægtet Guiffres ret til at anlægge sag, da han mente, at hun havde frasagt sig retten, da hun indgik et forlig med Jeffrey Epstein i hendes sag mod ham i 2009.

Det har en dommer nu afvist, og sagen mod prins Andrew kan fortsætte i retten.

Ingen hjælp fra mor

Men her stopper nedturen ikke for den britiske prins, der tidligere var gift med hertuginde Sarah af York, måske bedre kendt under kælenavnet Fergie.

I dag, dagen efter det blev kendt at retssagen kan fortsætte, har Buckingham Palace nemlig meddelt, at dronningen har besluttet at alle prins Andrews protektioner går tilbage til hende og samtidig fjernes alle hans militære forbindelser.

"Med dronningens godkendelse og accept er hertugen af ​​Yorks militære tilhørsforhold og kongelige protektioner blevet returneret til dronningen.

Hertugen af ​​York vil fortsat ikke påtage sig nogen offentlige pligter og forsvarer denne sag som en privat borger," lyder meddelelsen fra Buckingham Palace.

Flere britiske medier rapporterer desuden, at betegnelsen 'hans kongelige højhed' ikke længere vil blive brugt af prins Andrew i officiel sammenhæng.

Læs mere om: