
Da grevinde Alexandra endelig følte sig klar, måtte hun have hjælp af sønnen

Det var en glædelig overraskelse, da grevinde Alexandra pludselig dukkede op på Instagram.
Her oprettede hun den 4. september sin helt personlige profil på det sociale medie, og det fremgik, at hendes ældste søn, grev Nikolai, havde en finger med i spillet.
Grev Nikolai har længe haft sin egen profil på Instagram, og man kan måske undre sig over, hvorfor det tog så lang tid, før hans 61-årige mor hoppede med på bølgen.
Men det kommer der nu en forklaring på.
Over for BILLED-BLADET sætter grevinde Alexandras manager, Nini Shin, ord på hendes længe ventede Instagram-debut.
- Alexandra er ofte blevet spurgt om, hvorfor hun ikke var til stede på sociale medier, og i mange år har hun skudt tanken hen, fortæller Nini Shin til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Men nu følte hun sig klar til at tage del i universet på Instagram. Og med Nikolais store erfaring og succes på området, har han givet sin mor lidt hjælp på vejen.

Grevinde Alexandra har hurtigt opnået stor popularitet på Instagram, hvor hun i skrivende stund har delt tre opslag – det seneste med begge sønner, grev Nikolai og grev Felix.
- Som vi allerede nu kan se, har efterspørgslen været berettiget. Hendes allerførste post er gået viralt med over 700.000 visninger på blot et par dage. Det er meget imponerende tal, lyder det fra grevinde Alexandras manager, Nini Shin.

Grevinde Alexandra har lige nu knap 27.000 følgere på Instagram.
Der er stadig et stykke ved op til sønnen grev Nikolai, som har 181.000 følgere på Instagram.
