
Tidligere DR-vært Peter Borgwardt er død

Den tidligere DR-vært og musikproducer, Peter Borgwardt, er død. Han blev 83 år gammel.
Han slog for alvor igennem i 1970’erne, da han sammen med sin hustru, Pia Borgwardt, gav DRs lyttere og seere mulighed for at blive klogere på klassisk musik.
Sammen havde de radioprogrammet ”To spiller klassisk”. Her kunne lyttere ringe ind og ønske et stykke musik og fortælle om deres oplevelse med det. Programmet var et af de mest lyttede radioprogrammer i sin tid.
Senere var Peter Borgwardt vært på flere musikprogrammer blandt andet "Musikleksikon", "Spørg orkesteret" og "Spillerum".
I 1998 forlod ægteparret DR, hvor der i stedet startede deres eget familieproduktionsselskab, som hed Cubus Film og TV. Det gjorde de sammen med sønnen Uffe Borgwardt.
Herigennem producerede de film og serier om klassisk musik.
Peter Borgwardt efterlader sig sin hustru, to børn og fire børnebørn.
