
Kronprinsesse Mette-Marit trækker stikket i en måned: "Jeg burde have gjort det for et stykke tid siden"

Fredag meddelte det norske kongehus, at kronprinsesse Mette-Marit den næste måneds tid trækker sig fra sine royale pligter.
Det skyldes, at den 52-årige kronprinsesse, der lider af den kroniske sygdom lungefibrose, skal i lungerehabilitering.

På det tidspunkt var det norske kongehus ikke konkrete omkring, hvad denne lungerehabilitering gik ud på, men da kronprinsessen fredag besøgte Norsk Folkemuseum på Bygdøy i Oslo, satte hun selv flere ord på det over for den fremmødte presse.
– Jeg burde have gjort det for et stykke tid siden, men nu er det tid. Jeg har brug for lidt mere hjælp end før til at klare hverdagen, forklarede hun til Dagbladet om baggrunden for den kommende lungerehabilitering.
Den norske avis spørger også ind til, hvad kronprinsessen håber på at få ud af lungerehabiliteringen, og hertil svarer hun, at hun håber på et kunne udveksle erfaringer med andre lungesyge, så hun bedre kan håndtere hverdagen med at være kronisk syg.
Det var tilbage i 2018, at Mette-Marit fortalte, at hun led af lungefibrose. Siden har den kroniske sygdom i høj grad haft indflydelse på hendes energiniveau og arbejdsevne.
