
Lene Beier kæmper med usædvanlig skade: Det har jeg alligevel aldrig hørt om

Lene Beier er tilbage på skærmen i en helt ny sæson af ”Beier på Alpehotellet” på TV 2 Fri.
Her kan man igen følge den 48-årige tv-vært, hendes ægtemand Anders og sønnerne Otto og Arthur på Hotel Edelweiss i Østrig.
I den nye sæson er ægteparret ved at gøre klar til en travl sommersæson på hotellet, og man ser, at der sættes gang i diverse projekter.
Lene Beier skal blandt andet beskære en busk – men det er nemmere sagt end gjort.
Hun afslører nemlig, at hun kæmper med en lidt usædvanlig skade i sin ene arm.
- Jeg har en blokade i min højre albue, fordi jeg lavede så meget saunagus sidste vinter, fortæller Lene Beier i programmet og tilføjer med et grin:
- Og en saunagus-skade, det har jeg alligevel aldrig hørt om, at nogen har fået før!

Hun forklarer, at hun fik lagt en blokade ind i sin albue på grund af skaden, men at det har hæmmet hende en hel del.

Lene Beiers ægtemand har blandt andet været nødt til at hjælpe med at børste hendes hår!
Hun håber derfor, at hun snart kommer i topform igen, da der er mange ting, som skal ordnes på hotellet, inden sommerens gæster tjekker ind.

”Beier på Alpehotellet” sæson 2 har premiere torsdag 2. oktober kl. 20.40 på TV 2 Fri. Der kommer seks afsnit.

