
DR afslører nyt om Frederik og Mary: Sendes mens kongeparret fester

I 2004 modtog daværende kronprins Frederik og kronprinsesse Mary en bryllupsgave fra Bikubenfonden, og lige siden er kronprinsparrets priser blevet uddelt ved et årligt prisshow.
Efter tronskiftet skiftede priserne og formatet navn og form, og nu er det igen den tid på året, hvor kongeparrets priser skal uddeles.

Den 27. oktober overrækker kong Frederik og dronning Mary Kongeparrets Priser 2025 ved et show på Værket i Randers, som sendes på DR1 lørdag den 1. november.
Men det er ikke det eneste, vi får at se til kongeparret på tv. Som noget nyt sender DR også programmet ”Kongeparrets priser – De udvalgte”.
”H.M. Kong Frederik og H.M. Dronning Mary udvælger i dette program de tre prismodtagere, der for første gang nogensinde skal modtage "Kongeparrets Priser". For at lære prismodtagerne bedre at kende og få et endnu større indblik i deres projekter, besøger Kongeparret dem ude i landet og møder de personer, som berøres af prismodtagernes meget forskellige projekter”, skriver DR om udsendelsen.
Den sendes mandag den 27. oktober klokken 20.00 - altså samme aften, hvor kongeparret fester med prismodtagerne i Randers.

