
Dronning Margrethe bor på hotel i Rom: Han hentede hende i lufthavnen torsdag aften

Dronning Margrethe er i disse dage i Rom i anledningen af 10-års jubilæet for Dronning Margrethes Romerske Pris.
En pris som dronning Margrethe har æren af at overrække fredag aften.

Det fremgår af kongehusets kalender.
Men hvad der ikke har fremgået af kongehusets kalender, er faktisk, at dronning Margrethe allerede begyndte sit ophold i Rom torsdag.
Dronning Margrethe ankom torsdag til den italienske hovedstad med rutefly.
Da hun ankom til byen, blev hun hentet i lufthavnen af Danmarks ambassadør i Italien Peter Taksøe-Jensen.
Det bekræfter ambassadøren over for BILLED-BLADET.

Dronning Margrethe er blevet indkvarteret på et hotel i Rom under sit besøg, der ifølge kalenderen varer til lørdag aften.
Fredag venter der dronning Margrethe en festlig aften, når Dronning Margrethes Romerske Pris skal uddeles.
Hun kan også se frem til omkring 60 italienske delikatesser og naturligvis bobler.
Tidligere i løbet af fredagen har dronningen virkelig dykket ned i sine interesser heriblandt kunst, kultur og videnskab, da hun har haft flere møder med forskere og kunstnere, der på hver deres måde arbejder med at bevare kulturarven mellem Danmark og Italien.
Lørdag venter der dronning Margrethe flere besøg herunder på Ara Pacis Museum og i Augustusmausolæet.
