
TV 2 afslører nyt: Her vender Årgang 0 tilbage på tv

Det er efterhånden mange måneder, siden rygterne om nye ”Årgang 0”-programmer opstod, idet flere af de medvirkende delte billeder, hvor man kunne se dem sammen med et kamerahold.
I november bekræftede TV 2 endelig, at man her 25 år efter de medvirkende kom til verden, er klar med to nye programmer. De har fået titlen ”Årgang 0 forever”.

Nu ligger datoen også klar, for TV 2 afslører nu, at der er premiere den 22. december. Andet afsnit vises den 30. december.
”Mere end noget andet drømmer Mathilde om at blive gravid og gifte sig med sin kæreste. Stephanie er derimod blevet skilt og nyder livet som single, indtil hun får en alvorlig besked. Christians kolleger overrasker ham med gode nyheder, og i København kæmper Rachel med sin sidste universitetsopgave”, skriver TV 2 i sin omtale af første afsnit.
Dokumentarserien fulgte børnene og deres familier fra fødslen og frem til, at de fyldte 18 år. Der blev sendt 64 afsnit fra 2001-2017. I 2019 kom der yderligere fire afsnit, som blev optaget i 2018.
Programmet var så stor en succes, at TV 2 besluttede at ’begynde forfra’ med fire nye familier. I begyndelsen af 2026 er der premiere på sjette sæson af ”Årgang 20”.
