
Ekspert om kongefamilie: Har de indset, at prins Sverre Magnus er løsningen på deres problem?

Det norske kongehus har brug for prins Sverre Magnus. Spørgsmålet er, om de selv har indset det?
Sådan skriver kongehusekspert og historiker Trond Norén Isaksen i en kronik i Aftenposten.
I forbindelse med prins Sverre Magnus 20-års fødselsdag den 3. december, tager kongehuseksperten temperaturen på det norske kongehus, og han vurderer, at prinsen er løsningen på ét af kongehusets helt store problemer.
Det norske kongehus har den senere tid været presset. Og ifølge Trond Norén Isaksen er det ikke kun skandalerne, som har tæret på familien – det er også det faktum, at der slet og ret mangler friske kræfter til at udfylde kongehusets rolle.
I den ældre generation er det hovedsageligt kun kronprins Haakon, som er i fuld vigør, og som tronfølger og kronprins tager han en stor del af arbejdsopgaverne på sig.
Kong Harald og dronning Sonja er begge 88 år, og man kan bestemt ikke klandre dem for at skrue tempoet ned. Mens kronprinsesse Mette-Marit fra tid til anden må melde afbud på grund af sygdommen lungefibrose.

Spørgsmålet er om Haakons ihærdige indsats er nok til, at kongefamilien kan udfylde den rolle, som befolkningen forventer?
– Hvis kongefamilien skal kunne opfylde sin rolle i de kommende år og være så til stede i nationens liv, som folket forventer, har de brug for prins Sverre Magnus, lyder det fra Trond Norén Isaksen som også nævner i Aftenposten, at befolkningen gerne vil se mere til den vellidte prins.
Kronprinsparrets to fælles børn, prinsesse Ingrid Alexandra og prins Sverre Magnus, har ikke protektioner eller faste kongelige forpligtelser. De skal kunne fokusere på uddannelse og ungdomsliv.
Mens prinsesse Ingrid Alexandra en dag skal overtage tronen, har kongehuset endnu ikke defineret prins Sverre Magnus fremtidige rolle – ej heller om han overhovedet skal have faste opgaver og være en ”arbejdende” kongelig.
Den 20-årige prins er da også flyttet til Milano, mens hans storesøster, prinsesse Ingrid Alexandra, er rejst til Australien for at studere. Og desuden kom det i sommer frem, at Sverre Magnus havde stiftet sin egen virksomhed, og det slår bestemt ikke an til, at han i fremtiden vil repræsentere kongehuset.
På samme vis ved vi i Danmark ikke, hvilken rolle prinsesse Isabella får på sigt. Men modsat det norske kongehus, er der kongelige ”nok” til at udføre arbejdet.
Gennem årene har det danske kongehus helgarderet sig ved at lade ”2’eren” spille en rolle. Og i dag ser vi, hvordan prinsesse Benedikte varetager et væld af kongelige opgaver, mens prins Joachim arbejder som forsvarsindustriattache i Washington og påtager sig kongelige forpligtelser, når jobbet på ambassaden tillader det.
Om prins Sverre Magnus snart kommer i spil og bliver løsningen på det kongelige ”mandskabs-problem” må tiden vise. Hvis kongehuset beslutter sig for, at prinsen skal varetage opgaver, skal han formentlig lønnes med apanage – og dette kræver, at Stortinget (Norges svar på Folketinget) stemmer for at tildele ham det.
