
Var ikke meldt ud: Kronprinsesse Victoria på hemmeligt visit

Oscarskyrkan nær Djurgårdsbroen i Stockholm var godt fyldt tirsdag aften, og det var de færreste, der bemærkede, at der var en kongelig blandt gæsterne.
Ifølge Svensk Damtidning deltog kronprinsesse Victoria i koncerten, men der var ikke stor ståhej, da hun ankom, som der plejer at være, når de kongelige viser sig.

Årsagen var, at kronprinsessen ikke overværerede koncerten i et officielt anliggende, og af samme årsag tog hun helt diskret sideindgangen. Hun ankom 11 minutter, før koncerten gik i gang.
Det var velgørenhedsorganisationen Gula Änglarnar, der inviterede til halvanden times koncert til støtte for udsatte og hjemløse, og alle kunstnerne stillede op gratis for at støtte den gode sag.
Kronprinsesse Victoria havde ikke travlt med at komme hjem efter koncerten. Hun blev for at hilse på musikerne, ligesom hun også stillede op til selfies.
