
Laura Bro fik nok af dem som barn: Efter sin fars død har hun købt en selv

Den 5. december døde Christoffer Bro i en alder af 90, og mandag skal skuespilleren bisættes.
Siden nyheden om hans bortgang er det strømmet ind med varme ord til familien, og i et opslag på Instagram takker datteren Laura Bro for de mange kondelencer og varme tanker.

Hendes far elskede julen, skriver hun, og søndag købte hun for første gang en julestjerne til sig selv. Den stod altid i hendes barndomshjem.
- Det er den blomst, der minder mig mest om min far, skriver hun.
- Vi havde altid julestjerner i mit barndomshjem hos min far, og min far var ikke den, der smed en plante ud, fordi det ikke var jul mere, så faktisk havde vi julestjerner året rundt hjemme hos os. Da jeg flyttede hjemmefra, tænkte jeg, jeg havde fået nok af julestjerner, og jeg har siden prioriteret alle mulige andre blomster, men nu efter min fars bortgang føles det pludselig helt forkert, at der ikke er en julestjerne hos mig i mit lille hjem, og nu hvor jeg har fået den hjem, tænker jeg, at der nok fremover altid vil være en julestjerne at finde i mit hjem i december. En ny og alligevel gammel tradition har gjort sit indtog i mit hjerte. Glædelig 3. advent til jer alle, lyder det videre i opslaget fra skuespilleren, som BILLED-BLADET har fået lov at dele.