
Micki Cheng efter stort vægttab: Jeg vil ikke undvære den fede julemad, selvom jeg tager på

13. juli stoppede Micki Cheng med vægttabs-medicin efter at have tabt næsten 50 kilo.

Nu er julen med alle dens lækre fristelser over os, og Micki Cheng erkender, at det godt kan virke lidt skræmmende.
- Jeg kan da godt tænke ”åh nej”, men jeg elsker julen – og julemaden, selvom jeg godt ved, det kan betyde nogle ekstra kilo, fortæller en forpustet Micki Cheng, da BILLED-BLADET fanger ham midt i en træning på løbebåndet.
Plads til hygge
- Jeg glæder mig til juleaften, og der skal også være plads til hygge. Jeg ved også, at hvis jeg går på vægten i julen, viser den måske tre-fire kilo ekstra. Men meget af det er salt og væske, og det kan jeg hurtigt tabe igen.
Her smager Micki Cheng på en af julens fristelser: Hjemmebagte brunkager.

Sødmælk og fløde
- Det handler primært om at komme tilbage på sporet, men det kommer jeg først efter jul, forklarer Micki Cheng, der stadig har bevaret sit store vægttab.
Julen skal Micki og hans mand, Michael Nielsen, holde hos Michaels søster i Voer på Djursland. Her er Micki - før sit vægttab - med sin gemal.

- Vi bliver ni og skal have and og flæskesteg – og så laver jeg risalamande. Og det bliver altså ikke uden sukker, og det bliver også med sødmælk og fløde, forsikrer Micki Cheng med et grin.

Officielt giver han og manden ikke hinanden gaver.
- Men det gør vi så altid alligevel, afslører Micki og tilføjer:
- Jeg laver også altid advents-kalender til Michael.
Dejlige fristelser
Turen på løbebåndet er slut for denne gang, og Micki Cheng er klar til at nyde julen – med alle dens fristende og dejlige kalorier.
- Man skal bare mentalt indstille sig på ikke at fortvivle, fordi man tager på – og sørge for at komme tilbage på sporet, lyder det fra juleglade Micki Cheng.

- Og så glæder jeg mig til januar, hvor vi begynder optagelser på en ny sæson af ”Slikbyggerne”, slutter Micki, der er vært på TV 2-programmet.