
Anne-Maries gribende farvel: Hendes sidste ord til Konstantin var fyldt med kærlighed

Hun var 13, og han var 19, da de mødtes første gang i 1959. De blev gift den 18. september fem år senere og veg ikke fra hinandens side efter det.
I begyndelsen af januar 2023 var dronning Anne-Marie på samme måde konstant ved sin elskede kong Konstantins side, efter han var blevet ramt af et slagtilfælde.
Han døde den 10. januar 2023, 82 år gammel.
Kongelige fra hele verden var samlet i Athen, da Konstantin blev begravet den 16. januar i Mitropolis-katedralen, hvor han og Anne-Marie også blev gift tilbage i 1964.

En sidste hilsen fra Anne-Marie
Som en sidste hilsen fra dronning Anne-Marie lå der en smuk krans på Konstantins kiste. Kransen var skabt af liljekonvaller, som Konstantin holdt meget af, og som også var det, Anne-Maries brudebuket bestod af tilbage i 1964. På kransens bånd stod: ”Din elskede Anne-Marie”. Smukke og gribende sidste ord til Konstantin fyldt med kærlighed.

Dronning Anne-Marie havde også sørget for et andet fint minde om parrets bryllup. Til begravelsen bar dronning Anne-Marie det funklende kors med diamanter, hun fik i gave af sine forældre, kong Frederik og dronning Ingrid, i forbindelse med brylluppet i 1964.


Konstantin og Anne-Maries fem børn, svigerbørn og børnebørn var – naturligvis – kommet fra hele verden for at være sammen i sorgen: Først ved begravelsen i Mitropolis-katedralen og derefter til den private afsked på familiegravstedet ved slottet Tatoi.
Her er også Konstantins forældre, kong Paul 1. og dronning Frederikke, samt en lang række andre medlemmer af den græske kongefamilie begravet.

Tatoi-slottets betydning for familien
Tatoi-slottet har en særlig betydning for den græske kongefamilie.
Det var på dette slot, kong Konstantin og dronning Anne-Marie boede og efter et militærkup måtte flygte fra tilbage i december 1967.


Dengang var Konstantin og Anne-Marie kun forældre til to, Alexia på knap to et halvt år og Pavlos på syv måneder.
Konstantin og Anne-Marie levede de efterfølgende mange år i eksil med deres børn, som siden også talte Nikolaos, Theodora og Philippos. Familien boede gennem årene i Rom, London og i København, før de i 2013 flyttede permanent tilbage til Grækenland.


Slottet Tatoi, der i 1994 blev overtaget af den græske stat, har tidligere har været både sommerresidens og fast residens for den græske kongefamilie.
Det har i mange år stået forfalden hen og blev i 2021 desuden delvis raseret af en skovbrand.
Siden staten overtog slottet i 1994, har der været forskellige planer for det gamle slot.
Til sidst blev det besluttet, at Tatoi skulle restaureres og omdannes til museum, hvilket den græske regering afsatte omkring 70 millioner euro til.
Det forventes, at slottet og kulturparken åbner for offentligheden i løbet af 2026.