
Simon Halds kæreste og søn var på kort visit: Afsavnet tager hårdt på ham

De danske håndboldherrer er travlt optaget under en slutrunde i januar.
Fordelen ved dette EM er, at de spiller på hjemmebane. Så Simon Hald har faktisk fået mulighed for at se en stor del af sin familie.

- Jeg har både haft besøg af min mor, søstre og søstre kærester og nevø. Min kæreste og mit barn var der lige i en enkelt kamp, men nu spiller vi så sent, at det sætter begrænsninger for børn, fortalte han til BILLED-BLADET på pressemødet tirsdag.
Hjemme i Aalborg har Simon sin hverdag med sin kæreste og deres fælles søn Aske.
Men under sådan en januar ser de ikke meget til hinanden. Her til EM har de dog været på besøg på en hviledag.
- Det er da hårdt (at undvære dem red.) Nu var de heldigvis hernede, hvor de tog en overnatning i Herning, så der fik jeg lige lidt tid til at se dem, fortalte han.
Simon Hald er overbevist om, at afsavnet er sværere for ham end sin søn.
- Jeg tror, det er mere hårdt for mig, end det er for ham. Hans hverdag kører egentlig forholdsvist godt rundt, og han forstår ikke helt så meget, så jeg tror ikke, han savner mig helt lige så meget, som jeg savner ham endnu. Det kan være, det ændrer sig på et eller andet tidspunkt. Men jeg tror, det er hårdest for mig, fortalte han.
Det var faktisk under sidste års VM, at Simon Hald blev far til sønnen Aske, og dengang fik han en særlig aftale med landstræneren, så han kunne vende hjem til familien.
Simon Hald spiller til dagligt i den danske klub Aalborg Håndbold.
