
Kong Frederik og dronning Mary har fået fornemme gaver: Men hans er lidt mere ”eftertragtet”

Kongeparret har taget hul på endnu et statsbesøg – denne gang i Litauen.
Kongeparret blev officielt modtaget af det litauiske præsidentpar på præsidentpaladset i Vilnius – og traditionen tro blev der også udvekslet fornemme gaver.

Kongehuset oplyser, at kong Frederik og dronning Mary i forbindelse med statsbesøget begge er blevet tildelt Storkorset af Vytautas Den Stores Orden, der er Litauens fineste orden.

Kong Frederiks er dog lidt mere ”eftertragtet” end dronningens.
Kongen har nemlig modtaget ordenen i kæde, som kun tildeles statsoverhoveder.
Også repræsentanter for regeringen og embedsværket samt en række af hoffets ansatte modtog en litauisk dekorering, ligesom også medlemmer af præsidentens stab og repræsentanter for Litauens regering modtog en dansk dekoration i forbindelse med statsbesøget.
