
Har i årevis fulgt Dupont og Dupont fra sidelinjen: Mon kong Frederik kommer og hepper på curlingsøstrene i Italien?

Kong Frederik er vild med sport, og fra Verbier i Schweiz, hvor kongefamilien holder vinterferie, har han helt sikkert fulgt med i de danske atleters indsats ved vinter-OL i Milano/Cortina i Italien.
De danske curlingkvinder har været på isen i to kampe, og det er blevet til et nederlag til Canada og til en sejr over Japan.
Fredag eftermiddag går det løs med en nøglekamp i OL-turneringen mod arvefjenderne fra Sverige.

Det har ligget i kortene, at kong Frederik skulle et smut forbi vinter-OL på et tidspunkt.
Legene slutter den 22. februar, så løbet er bestemt ikke kørt for kongen endnu.
Der er dog kommet en vigtig arbejdsrejse i kalenderen for kong Frederik, for han skal til Grønland i næste uge.

Kong Frederik skal til grønland
Ifølge kongehusets hjemmeside er Frederik i Grønland fra onsdag den 18. februar til og med fredag den 20. februar, og vinter-OL slutter søndag den 22. februar.
Det betyder, at kong Frederik enten meget snart skal begive sig til Italien for at heppe på søstrene Dupont og de andre danske atleter til vinterlegene, eller også skal kongen umiddelbart efter dagene i Grønland tage til Italien for at følge Legenes afslutning.
Dronning Mary har indtil videre plads i kalenderen til at tage til vinter-OL, så det kunne jo også tænkes, at Mary tager af sted.
Endnu er der dog ikke noget i kongehusets kalender med officielle programpunkter, der tyder på, at kongen eller dronningen tager til vinter-OL.
Tidligere har kong Frederik besøgt De Olympiske Vinterlege ved flere lejligheder.

Frederik var blandt andet i Vancouver i Canada til OL 2010, og det var første gang, søstrene Madeleine og Denise Dupont sammen var på isen for curlinglandsholdet.
Dengang var det tydeligt, at Frederik og Danmarks mest kendte curlingsøstre svingede godt sammen.

Det kunne alle i hvert fald se, da Frederik besøgte de danske atleter i OL-landsbyen.
Denise Dupont deltager ved sit femte vinter-OL, og Madeleine er med for fjerde gang.
Søstrene har på curlinglandsholdet sammen repræsenteret Danmark ved vinterlegene i 2010, 2018, 2022 og 2026.
Denise OL-debuterede i Torino i 2006.
Kong Frederik har været forbi vinter-OL de foregående gange, søstrene Dupont har deltaget.



