Anmeldelse: Virginia Woolf på Gasværket

Lad det være sagt med det samme. Der er tale om en klassiker i sværvægts-klassen - men holdet på Gasværket løfter opgaven. Edward Albees bidske stykke "Hvem er bange for Virginia Woolf" om ægteparret Martha og George er fra 1962, men replikkerne er skarpe og rammer, som var de skrevet i dag.

Universitetslektor-parret Martha og George har inviteret det unge par Nick og Honey til nattebesøg efter en fest, men de ender ufrivilligt midt i et ægteskabeligt opgør. Sandheden er ilde hørt, når karaktererne dænger hinanden til i ætsende syrlige kommentarer.

Martha og George er tidligere blevet spillet af Elizabeth Taylor og Richard Burton, så der er meget at leve op til for Paprika Steen og Lars Brygmann. Men de to leverer varen. Deres evige skænderi mister aldrig intensitet, og de finder skiftevis glæde i spydighederne og er ved klynkende at bukke under, efterhånden som de smertelige sandheder trækkes ud af nattemørket.

Nikolaj Lie Kaas (Nick), der desværre er en sjælden gæst på scenen, mestrer skiftet fra naiv biolog til sammenbidt og konsekvent karriere-menneske, da han først accepterer det spil, som George og Martha lever i. Hans forandring lagrer sig i både krop og stemme.

Teaterdirektør Jon Stephensen har forsøgt sig som scenograf og har skabt en flot ramme for forestillingen. Hans fortid som arkitekt fornægter sig ikke. En kæmpe veranda og en stramt tegnet luksuskasse, der i bogstaveligste forstand folder sig ud i et efterårslandskab, der breder sig fra scenen, over tilskuerrækkerne og ud i Gasværkets kæmpe foyer, hvor bunker af dødt løv og birketræer fylder rummet.

I det stemnings-mættede landskab bopper Mia Lyhnes Honey rundt med en elegance som en bakkesangerinde i det intrigante sociale spil.

Lyhne har en overlegen komisk timing, men mangler måske nogle flere nuancer i sit dramatiske spil, hvilket bliver tydeligt overfor de rutinerede kræfter Nikolaj Lie Kaas, Paprika Steen og Lars Brygmann, der mestrer begge dele.

"Hvem er bange for Virginia Woolf" er et tale-stykke, men de to pauser og de overbevisende skuespil-præstationer gør, at der ikke er noget at frygte for publikum.