21. dec. 2023
Af Laura Dalgård Hansen

Dronning Margrethe er rykket til Jylland: Her er alt, du skal vide om juleflytningen

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
Julen nærmer sig, og traditionen tro har dronning Margrethe derfor taget ophold på Marselisborg Slot. Læs mere om juleflytningen herunder.

Julen står for døren, og som så mange gange før skal dronning Margrethe igen i år fejre højtiden på Marselisborg Slot i Aarhus.

Majestæten flyttede derover onsdag den 20. december, og på Marselisborg Slot vil dronning Margrethe over julen få besøg af næsten hele familien.

Kronprinsfamilien har, på nær prins Christian, tilbragt en del af december måned ’down under’, men de vender hjem for at fejre jul i familiens skød på Marselisborg Slot. Her får de selskab af prins Joachim, prinsesse Marie, grev Henrik og komtesse Athena, der vender hjem fra Washington D.C., hvor de har deres hverdag.

Den 25. december får hele familien selskab af grev Henrik, der fejrer selve juleaften med sin mor, grevinde Alexandra.

https://imgix.billedbladet.dk/2023-12-21/_han4092-1.jpg
Marselisborg Slot
Foto: Hanne Juul

Når den kongelige familie opholder sig på Marselisborg Slot, er parken lukket for offentligheden, og besøgende kan derfor ikke komme længere end til Rosenporten.

I forbindelse med den kongelige families ophold på Marselisborg slot kan man til gengæld hver dag opleve livgardens vagtskifte, som foregår klokken 12.

Indenfor på Marselisborg Slot er der dømt julehygge, og årets juletræ er allerede i hus. Det fremgår af et opslag på Instagram.

Det nuværende Marselisborg Slot er over 100 år gammelt. Slottet blev givet som en bryllupsgave til det senere kongepar kong Christian 10. og dronning Alexandrine tilbage i 1902.

I 1952 overtog parrets søn kong Frederik 9. slottet, og i 1967 stillede han slottet til rådighed for den daværende tronfølger, prinsesse Margrethe, der fem år senere blev hele Danmarks dronning.

Siden da har dronning Margrethe haft for vane at flytte til Marselisborg Slot i forbindelse med både påske og jul samt i dele af sommerperioden.

OPGAVE: Dronning Margrethes fødselsdag - 82 år, sammen med kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Christian, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prins Vincent.STED: Marselisborg SlotJOURNALIST: Ulrik UlriksenFOTOGRAF: Hanne JuulDATO: 20220416
Dronning Margrethe fejrede i 2022 sin fødselsdag på Marselisborg Slot. Her ses hun sammen med kronprinsfamilien på balkonen.
Foto: Hanne Juul

I 2022 flyttede hun også til Marselisborg Slot i forbindelse med julen, men selve juleaften tilbragte hun på Djursland med sin søster prinsesse Benedikte og gode venner.

I år er hun tilbage på Marselisborg Slot – også juleaften – ligesom det forventes, at dronning Margrethe også skal en tur i Aarhus domkirke i forbindelse med julen.

Af kongehusets kalender fremgår det, at majestæten opholder sig i Jylland frem til den 29. december, hvor der er residensforlæggelse til Amalienborg.

Et par dage senere skal hun traditionen tro holde nytårstale, og fra 1. januar er det atter tid til nytårstaffel og nytårskure.

Læs mere om: