1. jan. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Dronning Margrethe forsvor hun ville abdicere: Kun helbredet kunne få hende til at ændre mening

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Lars H. Laursen
Dronning Margrethe har altid været af den opfattelse, at man blev på tronen, til man faldt af pinden. Ikke desto mindre har hun nu alligevel valgt at abdicere.

På en råkold januardag i 1972 blev dronning Margrethe udnævnt til hele Danmarks dronning, og her 52 år efter har hun besluttet, at det er på tide at give tronen videre til sin søn.

Majestæten har ellers altid forsvoret, at hun ville blive på posten, til hun faldt af pinden, og at abdikation ikke er blevet set som en mulighed.

Rundt omkring i Europa er det ikke ualmindeligt, at en konge eller dronning træder tilbage og lader yngre kræfter komme til, men det har der ikke været tradition for i de nordiske kongehuse.

Lige indtil nu.

Dronning Margrethe har altid set det som sin pligt og skæbne af være Danmarks dronning til den dag, hun ikke er her mere.

Tilbage i 2019 spurgte svenske Expressen ind til muligheden for, at hun ville abdicere, og selv om hun afviste det, lod hun også en dør stå på klem.

Avisen spurgte hende, om der var noget, som alligevel ville kunne få hende til at abdicere.

- Det er ikke noget jeg kan forestille mig, nej, men måske hvis jeg bliver alvorligt syg. Min holdning er at sidde for livet. Opgaven er for livet, sagde hun tilbage i 2019.

Nu har dronning Margrethe så alligevel taget beslutningen om at abdicere, men så vidt vides er dronningen dog ikke alvorligt syg.

Helbredet er dog ikke, hvad det har været, hvilket majestæten også berørte i sin nytårstale søndag aften.

”I februar i år gennemgik jeg en omfattende rygoperation. Den forløb godt, takket være det dygtige sundhedspersonale, der tog sig af mig. Operationen gav naturligvis også anledning til at gøre sig tanker om fremtiden – om ikke tiden var inde til at overlade ansvaret til den næste generation”, sagde hun i sin nytårstale.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-01/_hjp9703.jpg
Dronning Margrethe er efter sin operation begyndt at bruge stok.
Foto: Hanne Juul

Det var tilbage i februar, at dronning Margrethe gennemgik en omfattende rygoperation og derefter flere ugers genoptræning. Det betød blandt andet, at hun ikke var med til barnebarnet grev Henriks konfirmation i maj, og at hun ikke var med til kong Charles’ kroning.

Dronning Margrethe vendte dog tilbage til sit job i det sene forår, men i årets løb har det også været tydeligt, at helbredet ikke er, hvad det har været, og at hun ikke længere er så mobil.

Om der ligger andre helbredsmæssige årsager til baggrund for dronning Margrethes beslutning er endnu uvist, men ikke desto mindre har hun nu – trods tidligere udmeldinger – valgt at træde tilbage før tid og overlade tronen til kronprins Frederik.

Det sker helt præcis søndag den 14. januar, hvor Danmark får et nyt kongepar.

Læs mere om: