Dronning Margrethe om sin mands sygdom: Det går fint

Dronning Margrethe.

Dronning Margrethe.

Arkivfoto: Hanne Juul/BILLED-BLADET

Dronning Margrethe måtte undvære prins Henrik til Verdensballetten på Møllerup Gods.

Lørdag, 15. juli 2017 - af Ken Richter
Dronning Margrethe tog som planlagt fra Marselisborg Slot til Møllerup Gods på Djursland for at overvære Verdensballetten, der for syvende år i træk blev opført foran hovedbygningen på det historiske gods på Djursland.
 
 
Selv om prins Henrik var indlagt på Aarhus Universitetshospital til behandling for en infektion i benet, så havde majestæten overskud til at nyde en herlig sommeraften med ballet, musik og opera. En aften som regentparret ellers havde set frem til at nyde i fællesskab.
 
- Det går fint, svarede en smilende dronning Margrethe, da BILLED-BLADET spurgte, hvordan det gik med prins Henrik.
 
Kort før dronningens ankomst var prins Henrik blevet overflyttet til en anden afdeling på hospitalet for at sikre den mest optimale behandling af prinsens infektion i benet. Samtidig meddelte hoffet, at prinsen heller ikke kommer til Gråsten Slot for at holde sommerferie med familien.
 
Dronning Margrethe fortsætter det planlagte program og ankommer lørdag klokken 10.00 med kongeskibet Dannebrog til Aabenraa for at tage ophold på Gråsten Slot de næste par uger. 
 
I år bliver det så uden prins Henrik, der skal pleje sit dårlige ben og er indlagt på ubestemt tid.